Offentliggjort 19.08.09 kl. 16:31
Socialdemokraterne er enige med finansministeren i, at anbefalingerne fra Arbejdsmarkedskommissionen skal skrottes, før de overhoved har set dagens lys.
"Vi er uenige i kommissionens anbefalinger, som i grove træk handler om at forringe dagpenge og efterløn. Så vi mener heller ikke, at det er noget, man skal lytte til. For det løser ikke de problemer, der er i dansk økonomi lige nu," siger Morten Bødskov, finansordfører i Socialdemokratiet.
Arbejdsmarkedskommissionen kommer torsdag med sit bud på, hvordan man bl.a. via ændringer af dagpenge og efterløn kan få flere ud på arbejdsmarkedet – og dermed lukket et fremtidigt, årligt hul på 14 mia. kr. i statskassen. Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) har dog allerede afvist, at regeringen vil pille ved hverken efterløn, dagpenge eller førtidspension, mens den økonomiske krise raser.
Morten Bødskov mener dog, at det er regeringens egen skyld, at der er holdbarhedsproblemer I dansk økonomi:
"Regeringen har i flere omgange valgt at give store ufinansierede skattelettelser. Det er en af hovedårsagerne til, at regeringen nu står med et holdbarhedsproblem," siger Bødskov.
Hvordan vil I så lappe hullet på 14 mia. kr., som der vil være hvert år i fremtiden, hvis der ikke gribes ind?
"Dels vil en omfattende vækstplan, der holder flere på arbejdsmarkedet i sig selv gavne holdbarheden. Dels vil en større uddannelsesindsats, som vi vil gennemføre, sikre, at flere kommer i job. Og endelig ser vi et stort potentiale i, at der bliver gjort en langt større indsats for at nedbringe sygefraværet, undgå nedslidning på arbejdsmarkedet og sikre en meget bedre integration," siger Morten Bødskov.
Han afviser, at partiet vil fylde hullet ved at hæve skatterne og henviser til, at partiet sammen med SF inden længe kommer med et fælles skatteudspil.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
