Offentliggjort 21.08.09 kl. 10:52
Nedsættelsen af regeringens nye burka-udvalg udløser et nyt bittert skænderi mellem topfolkene hos Venstre og de konservative.
Politisk ordfører Henriette Kjær (K) kalder udvalget for en imødekommelse af de konservative, men det afvises kategorisk af integrationsordfører Karsten Lauritzen fra Venstre.
Samtidig efterlyser integrationsordfører Naser Khader (K) større eftertænksomhed hos Venstre.
»Jeg er sikker på, at hvis man havde givet Venstres gruppe mulighed for at diskutere det i stedet for at komme med en rygmarvsreaktion, havde modtagelsen været anderledes,« siger Naser Khader.
Det afvises imidlertid af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V), der som en af de første gik imod de konservatives burka-forslag.
»Det, der desværre er lidt beklageligt med Naser Khader, er, at han ikke læser på lektien,« siger Birthe Rønn Hornbech og henviser til, at regeringen talrige gange har diskuteret og forholdt sig til burka-spørgsmålet.
Naser Khader langer også ud efter Venstres Søren Pind, som har kritiseret burka-forbuddet for at være grundlovsstridigt.
»Så har Søren Pind sagt en masse, men vi kender Søren Pind, så det tager jeg roligt,« siger Khader.
Til det svarer Søren Pind sarkastisk, at han glæder sig til at se det konservative forslag blive fremsat i Folketinget.
»Det er en pinlig sag for de konservative, for det er grundlovsstridigt,« siger Søren Pind.
Henriette Kjær langer omvendt skarpt ud efter Pind.
»Det er pinligt, at vores ven i Venstre har behov for at bruge så stærke ord og være så nedrig i forhold til Det konservative Folkeparti. Det skulle han holde sig for god til,« siger Henriette Kjær, som betragter nedsættelsen af burka-udvalget som en konservativ sejr.
»Det er en klar imødekommelse fra Venstre, som lagde ud med at være arg modstander af det,« siger Henriette Kjær.
Udvalget skal inden nytår komme med forslag til, hvordan man begrænser brugen af burka. Men integrationsordfører Karsten Lauritzen er uenig med Henriette Kjær i, at det er udtryk for en konservativ sejr.
»Hvis udvalgets formål er at undersøge, hvordan man kan gennemføre et forbud, har Venstre bøjet nakken. Men det er efter min mening ikke formålet. Det handler om at gøre det mere besværligt for folk at bære burka, og derfor har vi ikke bøjet os,« siger Karsten Lauritzen.
Han opfordrer Naser Khader til at blande sig uden om interne anliggender i Venstre.
»Nu synes jeg, at Naser Khader skal beskæftige sig med, hvad den konservative folketingsgruppe mener. Så beskæftiger vi os i Venstre med, hvad Venstres folketingsgruppe mener. Og jeg tror, at Venstres folketingsgruppe er ganske godt tilfreds med vores linje,« siger Lauritzen.
Fra sidelinjen ryster partiformand Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti på hovedet og gør direkte nar af beslutningen om at nedsætte et burka-udvalg.
»Hvor svært kan være? Er det mon sideløbende med hundeudvalget? Og hvem skal egentlig sidde i det udvalg for at finde ud af, at det skal være forbudt at bære burka i det offentlige rum,« spørger Pia Kjærsgaard.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fastslog i aftes, at Venstre fortsat er imod at forbyde burkaer.
Annonce: