Partileder Margrethe Vestager (R). Foto: Niels Hougaard
Offentliggjort 24.08.09 kl. 13:11 - opdateret kl. 15:22
Mens Dansk Folkeparti længe har haft som erklæret mål at mindske Det Radikale Venstres indflydelse i dansk politik, ser De Radikales leder, Margrethe Vestager, ingen grund til at placere DF helt ude i kulden, hvis regeringsmagten skifter hænder.
- Hvis Det Radikale Venstre deltager i en ny regering, så er DF hjerteligt velkomne ved ethvert forhandlingsbord, fordi der skal ske forandringer, siger Margrethe Vestager.
I en ny biografi om DF's gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, fortæller han, at han ser muligheder for at påvirke en ny regering, "hvis De Radikale i socialdemokraternes øjne forsøger at ødelægge en socialdemokratisk ledet regerings mulighed for at føre en udlændingepolitik, der er i takt med det, folket vil have".
Det, tvivler Margrethe Vestager på, vil blive til virkelighed, men hun ser omvendt ikke sig selv som garanten for, at DF bliver holdt uden for indflydelse.
- Jeg tror, at Dansk Folkeparti vil få indflydelse, som andre partier har indflydelse, i stedet for at være det mest magtfulde parti i dansk politik. Jeg har også noteret mig, at Pia Kjærsgaards biografi hedder "Årene ved Magten". Det er en datidsform. Jeg tror, at de godt ved, at det snart er ved at være slut, siger den radikale leder.
Hun har meget svært ved at forestille sig, at Socialdemokraterne, SF eller De Radikale kan blive enige med Dansk Folkeparti om centrale udlændingepolitiske emner.
- Jeg gad godt se den dag, hvor Kristian Thulesen Dahl stemmer for at ophæve starthjælpen, for at sørge for retssikkerhed på udlændingeområdet og for, at vi får en anden politik overfor afviste asylansøgere - for bare at nævne tre eksempler på det, som S, SF og R er enige om, siger Margrethe Vestager.
Til gengæld ser hun Kristian Thulesen Dahls udtalelser som et stærkt argument for, at de radikale bør med i en ny regering.
"Dansk Folkeparti skal ikke fortsat bestemme Danmarks udlændingepolitik efter næste valg. Kristian Thulesen Dahls flirten er et centralt argument for, hvorfor jeg og Radikale Venstre er opsat på at få udarbejdet et politisk grundlag for en ny regering, der gør, at vi kan deltage i regeringsarbejdet efter næste valg," siger Margrethe Vestager.
"Dansk Folkeparti skal være velkommen i et bredt samarbejde, men de skal ikke tro, at de kan komme uden om Radikale Venstre. Vi vil være garanten for økonomisk ansvarlighed, en anstændig udlændingepolitik og en moderne folkeskole i en ny regering," siger Margrethe Vestager.
Ritzau/JP
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
