Israelere protesterer foran den svenske ambassade i Tel Aviv. De er utilfredse med en artikel trykt i den svenske avis Aftonbladet. Foto: AP
Offentliggjort 26.08.09 kl. 17:12
Søren Espersen (DF) tager bladet fra munden og siger, at Danmark absolut ikke skal støtte Sveriges regering i landets opgør med Israel.
Det er ikke fordi Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, ikke længere går ind for ytringsfriheden, at han indtager den markante position i sagen om en artikel i den svenske avis Aftonbladet.
I artiklen hævdes det, at israelske soldater har stjålet organer fra dræbte palæstinensere, og det fik Israels regering til at rette henvendelse til den svenske ditto.
Israel krævede, at Sveriges regering skred ind over for Aftonbladet, hvilket den afviser med henvisning til, at der i Sverige er ytringsfrihed.
Den del er Søren Espersen imidlertid helt med på og siger:
"Det er en helt forkert overreaktion af Israel, der er galt afmarcheret. Vi har en uhæmmet ytringsfrihed i Norden, og det skal vi i høj grad værne om."
Men derfra og til at åbent at støtte den svenske regering er der imidlertid langt for det fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti.
"Jeg husker tydeligt, at den svenske regering opførte sig rent krysteragtigt under Muhammed-krisen, og så er det jo interessant, at landet nu puster sig op til at være den store forsvarer for ytringsfriheden," siger han og fortsætter:
”Jeg synes ikke, at Danmark skal gøre noget særligt for at støtte Sveriges regering. Sverige var i den grad ubehjælpsomme under Muhammed-krisen, og jeg synes ikke, at vi skylder dem noget som helst.”
Det fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti mener herudover, at Sverige har en meget let sag i forhold til den situation, Danmark stod i under Muhammed-krisen.
Det får ham til at revse vores nabo mod øst yderligere.
"Det er kutyme i Europa og Verden at køre løs på Israel, og det har Sverige stor forståelse for. Det kan være, at de endda kommer til at eksportere mere til de muhammedanske lande nu," siger han og fortsætter:
"Jeg har ikke spor respekt for Sverige i den her sag, og når det gælder ytringsfriheden, så ved Sverige slet ikke, hvad det er. Men i denne her sag har den svenske regering altså fat i den lange ende.”
Han opfordrer den israelske regering til i stedet at lægge sag an mod Aftonbladet, der har et ansvar for, at det, de trykker, er rigtigt.
Et sådan søgsmål ville være "en klokkeklar sag" og falde ud til Israels fordel, mener Søren Espersen.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
