DF står til omkring syv procent af stemmerne ved kommunalvalget. Thulesen Dahl håber, at målingen sætter fut i de lokale kandidater. Foto: Martin Kurt Haglund
Offentliggjort 07.11.09 kl. 21:17
Et gennemsnitligt resultat omkring syv procent ved kommunalvalget, som Dansk Folkeparti lige nu står til, er ikke just, hvad finansordfører Kristian Thulesen Dahl drømmer om og håber på.
Dansk Folkepartis mål i kommunalvalgkampen er at formindske afstanden mellem lands- og lokalresultatet. Og så er det afgørende, hvad mandaterne kan bruges til.
- Det afgørende er ikke kun det gennemsnitlige resultat, som jeg selvfølgelig håber bliver væsentligt bedre end syv procent. Det er også, om det giver os mulighed for indflydelse rundt omkring, siger han.
Ifølge meningsmålingen ser Dansk Folkeparti ikke ud til at kunne omdanne den landspolitiske succes til en tilsvarende kommunalpolitisk.
I 2005 fik Dansk Folkeparti 5,9 procent af stemmerne ved kommunalvalget. I dag svarer 4,2 procent, at de vil stemme på partiet, mens syv procent af de vælgere, som har besluttet sig, vil sætte krydset på Liste O. Hele 32,2 procent er i tvivl.
Thulesen Dahl håber, at målingen vil være en kickstarter for DF's lokale kandidater.
- Skal der komme en måling, der viser en beskeden fremgang, så kommer den på et meget godt tidspunkt, for så kan den være med til at sætte fut i de lokale kandidater og os alle sammen, så vi kan levere en slutspurt her de sidste 14 dage. Det er en påmindelse om, at det her kommer ikke af sig selv, siger han.
Meningsmålingen er baseret på 1057 telefoninterview gennemført mellem den 30. oktober og den 5. november med personer over 18 år.
Ritzau
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
