Offentliggjort 21.12.09 kl. 07:53
EU mistede til sidst chancen for at spille en afgørende rolle ved COP15 Nu bliver det Connie Hedegaards opgave som EU's første klimakommissær at få EU i spidsen igen. Det kan blive svært oven på COP15, mener EU-parlamentariker. Det skriver metroXpress.
Resultatet blev aldrig, hvad Connie Hedegaard (K) havde håbet på. I to år har hun arbejdet for at gøre COP15 til det topmøde, hvor verdens klima fik den nødvendige livredning.
I stedet er det blevet indlagt til observation. Samtidig er EU blevet kritiseret for at have mistet muligheden for at spille en afgørende rolle under COP15, særligt i de sidste dage.
Begge dele får Connie Hedegaard nu mulighed for at gøre noget ved. Som EU's første klimakommissær kommer hun til at spille en helt afgørende rolle, når verden de kommende måneder skal forsøge at ændre hensigtserklæringen fra COP15 til en bindende, international aftale.
Men nemt bliver det ikke, advarer Dan Jørgensen, medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne. Han var med i EU's delegation ved COP15.
»Jeg støtter helhjertet Connie Hedegaard som klimakommissær. Og det er ikke hendes skyld, at COP15 endte så skidt. Men det vil alligevel gøre hendes indtræden som EU-kommissær sværere,« vurderer Dan Jørgensen over for metroXpress.
Han mener, at hun havde udsigt til at gå glat igennem den traditionelle høring, hvor kommissærerne skal godkendes af Europa-Parlamentet.
»Men resultatet af COP15 kan komme til at spille ind. Omvendt har hun den soleklare fordel, at hun kan substansen på fingrene. Ingen kan sætte spørgsmålstegn ved, om hun er fagligt kompetent,« siger Dan Jørgensen.
Ifølge Dan Jørgensen bør Connie Hedegaard hurtigst muligt fremlægge en plan for, hvordan EU skal tage føringen i de kommende måneders klimaforhandlinger.
Et af de svære punkter bliver, om EU skal love at skære sit CO2-udslip med 20 eller 30 procent. EU har vedtaget at skære 20 procent, men har erklæret sig villig til at gå op til 30 procent, hvis andre lande også kommer med store indrømmelser. Det har andre lande imidlertid ikke gjort.
Derfor er der lagt op til en nedskæring på 20 procent, men flere lægger vægt på, at EU kan vise vejen ved at skære 30 procent. Hvis Connie Hedegaard vil kæmpe for de 30 procent, vil hun formentlig få kraftig modstand fra flere lande, der frygter, at de vil miste konkurrenceevne.
»EU kan stadig blive en supermagt, også på klimaet. Men vi er slået tlbage. Der skal kæmpes for at gøre os førende,« siger Dan Jørgensen til metroXpress.
Kilde: metroXpress