Offentliggjort 17.01.10 kl. 14:04
Integrationsordfører for de konservative, Naser Khader, kommer tirsdag aften i fornemt selskab, når han på den amerikanske nyhedskanal CNN skal diskutere islams rolle i Europa.
Udsendelsen tager udgangspunkt i overfaldet på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, de franske planer om at indføre burkaforbud i landet og folkeafstemningen i Schweiz, hvor flertallet har forbudt minareter.
Naser Khader oplyser, at han er blevet kontaktet af udsendelsens producer, og at han og de to andre debattører er på live via satellit. Khader vil i udsendelsen blandt andet lægge vægt på sit syn om, at truslen fra islamister fortsat er stor.
- Det bekymrer mig, at vi er begyndt at slappe af igen, og at naiviteten er på vej tilbage, siger han.
TV-stationens stjernejournalist, Christiane Amanpour, skal ud over Naser Khader interviewe den somaliskfødte forfatter, Hirsi Ali. Hun bor i dag i USA og er forfulgt på grund af manuskriptet til filmen "Underkastelse", der er en fiktiv film om mishandling af muslimske kvinder.
Også islamforsker og muslimsk teolog, Tariq Ramadan, der er professor ved Oxford Universitet deltager. Han er bedst kendt for sin tanker om, at muslimer i Europa kan og bør indpasse deres religion til det land, de lever i. Og at det kan lade sig gøre uden at gå på kompromis med Koranen. Han sættes af kritikere dog også i forbindelse med radikale muslimer.
Både Naser Khader og Tariq Ramadan mener, at islam er foreneligt med demokrati.
- Men han skelner ikke mellem islamister og islam som religion. Man kan sagtens være muslim og demokrat, men islamister skal vi være benhårde overfor, siger Khader.
Udsendelsen løber over skærmen på CNN tirsdag aften klokken 21.30.
LÆS OGSÅ: Har Norge fået sin Muhammed-krise?
Ritzau
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
