Jesper Langballe (DF). Foto: Mik Eskestad
Offentliggjort 22.01.10 kl. 23:17 - opdateret kl. 23:33
DF's Jesper Langballe går imod sit eget parti. Han hævder nu, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel.
Dansk Folkeparti har officielt rystet på hovedet af Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard.
Han blev for en måneds tid siden optaget på video, mens han sagde, at muslimske fædre voldtager deres egne børn.
"Det hører man hele tiden. Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far," sagde Lars Hedegaard.
Og nu giver Dansk Folkepartis mangeårige folketingsmedlem Jesper Langballe sin fulde støtte til Lars Hedegaard.
Det sker i et læserbrev i Berlingske Tidende lørdag, hvor Langballe går endnu længere i sine beskyldninger mod muslimer.
»Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt,« skriver Jesper Langballe i indlægget.
Han henviser til, at det er dokumenteret i Kristina Aamands »gribende bog Mødom på mode.«
»Hvis man da overhovedet læser. Problemet er jo, at læsning om emnet islam nyder ringe fremme i de kommenterende kredse,« skriver Jesper Langballe.
Bogen 'Mødom på mode' udkom i 2007 og indeholder, ifølge forlaget Gyldendal, "seks oplysende, engagerende og provokerende beretninger fra indvandrermiljøet i Danmark".
Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, kræver – ifølge Berlingske Tidende - et svar fra Pia Kjærsgaard.
»Det er forstemmende og sørgeligt, at man kan sætte sig ned og udtrykke sig sådan på skrift. Jeg er rimelig forfærdet over, at man kan have sådan en holdning, det er et nyt lavpunkt i debatten,« siger Sass Larsen til avisen.
Politisk ordfører hos de konservative, Henriette Kjær, finder udtalelserne »problematiske og for generaliserende«.
»Jeg forstår godt, hvis de indvandrere, som er kommet hertil og har integreret sig godt, får en mærkelig smag i munden. Det kammer over,« siger Kjær.
Venstres indfødsretsordfører Eyvind Vesselbo siger, at Langballe »rykker grænserne igen«.
»Han bekræfter, at man ikke skal være så bange for Dansk Folkeparti, for de radikaliserer sig selv så meget, at de bliver uinteressante,« siger Vesselbo, ifølge Berlingske Tidende.
LÆS OGSÅ: Pia K. lægger luft til Lars Hedegaard
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
