Offentliggjort 26.01.10 kl. 00:12
Regeringen vil gøre det vanskeligere for udlændinge at få permanent opholdstilladelse i Danmark. Desuden skal udlændinge udvises, hvis de begår socialt bedrageri.
Udlændinge skal ikke længere automatisk kunne få permanent opholdstilladelse efter nogle års ophold i landet.
I fremtiden vil udlændinge kun kunne opnå permanent opholdstilladelse, hvis de samler et vist antal point via kurser i sprog og samfundsforhold og ved at arbejde. Desuden vil ansøgere få et afslag, hvis de har modtaget sociale ydelser som f.eks. kontanthjælp igennem en periode op til ansøgningstidspunktet.
Det fremgår af et forslag til stramninger af udlændingeloven og integrationsloven, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) i dag fremlægger for udlændingeordførerne fra V og K, og som hun regner med at få vedtaget med Dansk Folkepartis støtte.
Om pointsystemet siger integrationsministeren:
»Der skal være en gulerod for de udlændinge, der gør det rigtige; de skal hurtigere få permanent opholdstilladelse. Men der vil være en pisk til de udlændinge, der ikke vil gøre en rigtig indsats. Ved at stille krav om pointgivende kurser og fokusere på medborgerskab, signalerer vi, at vi forventer, at de vil være en del af samfundet, hvis de vil være her permanent,« siger Rønn Hornbech.
Regeringen vil også stramme på andre områder, bl.a. ved at udvise udlændinge, der idømmes ubetinget frihedsstraf for socialt bedrageri.
Desuden skal der indføres højere straffe for personer, som skjuler udviste asylansøgere, eller som hindrer politiet i at udføre sit arbejde med at udsende udviste asylansøgere.
Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm, siger om stramningerne:
»Endnu en gang sender regeringen et signal om uønskethed til mennesker, der allerede er her.«
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
