Offentliggjort 26.02.10 kl. 15:34
Politiken har underkastet sig totalt ved at indgå forlig om Muhammed-tegningerne, mener Dansk Folkepartis formand.
Partileder Pia Kjærsgaard under pressemødet ved Dansk Folkepartis sommergruppemøde i Vemb. Foto: Jesper Nørgaard Sørensen/Polfoto
Politikens forlig om Muhammed-tegningerne er et regulært knæfald, mener formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard.
»Tøger Seidenfaden og Politiken skulle aldrig have underkastet sig, for det er i virkeligheden det, de gør. Man sælger ud for ingenting, og det synes jeg er så trist,« siger Pia Kjærsgaard.
I forliget undskylder Politiken for at have krænket en række muslimer og altså ikke for at have genoptrykt Muhammed-tegningerne. Den nuance giver partiformanden ikke meget for.
»Det bliver helt sikkert betragtet som en undskyldning i den arabiske verden. Det er også derfor, han har fået det forlig i stand, for muslimerne i den arabiske verden ville aldrig nogen sinde gå ind i et kompromis overhovedet. De vil have total underkastelse, og det har de fået,« siger Pia Kjærsgaard, der langer hårdt ud efter Politikens chefredaktør.
»Det er Tøger Seidenfaden i en nøddeskal. Jeg har ham lige så meget mistænkt for at have et ledigt standpunkt og promovere Politiken, og nok mest sig selv, på den konto.«
Partiformanden møder opbakning fra Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, som understreger, at aviserne har ret til at handle frit og indgå de aftaler, de vil. Alligevel undrer han sig over forliget.
»Man sender jo det klokkeklare signal, at man synes, man har gjort noget forkert. Jeg synes jo, at enhver avis har retten til at trykke det de vil, og det mener jeg sådan set ikke, de skal gå at undskylde,« siger Peter Christensen.
»Jeg synes, Politiken hele vejen har ageret meget mærkeligt i forhold til ytringsfrihedsdiskussionen. Først kritiserer de Jyllands-Posten for at bringe tegningen, derefter bringer de den selv, og nu undskylder de det.«
Forliget møder ligeledes kritik fra integrationsminister Birthe Rønn-Hornbech (V) og den nyudnævnte kulturminister Per Stig-Møller (K).

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
