Offentliggjort 10.06.10 kl. 12:58
Efterlønnen blev igen bragt op under torsdagens behandling af regeringens og Dansk Folkepartis sparepakke.
Torsdag formiddag fortsatte Folketinget ufortrødent forhandlingerne om regeringen og Dansk Folkepartis genopretningspakke. Under 2. behandlingen af det lovforslag, der skal nedsætte dagpengeperioden fra fire til to år, blev de seneste dages diskussion om efterlønnen endnu engang bragt op.
"Den sidste udmelding man har fået fra Socialdemokraterne er, at hvis ikke fagbevægelsen kan finde de 15. mia., så har Helle Thorning-Schmidt sagt, at hun er parat til at skære i efterlønnen," lød det fra Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted.
"Folketinget er i gang med at diskutere dagpengeperioden," konstaterede Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Torben Hansen tørt.
"Og jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det velfærdsforlig, der blev indgået i 2006, det stadig står ved magt, og det regner jeg med, at de forligsparter, der er - blandt andet også regeringspartierne, er enige i, og så står det fast, og sådan er det," sagde Torben Hansen.
"Har du spurgt din partileder om det?" lød det senere fra Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs.
Debatten er blusset op efter Socialdemokraternes formand på vej mod tirsdagens demonstration på Christiansborgs Slotsplads bragte efterlønnen i spil.
"Alle og enhver ved, at hvis man ikke skaffer de 15 milliarder kroner, så betyder det enten velfærdsforringelser eller meget brutale reformer som for eksempel afskaffelse af efterlønnen," sagde Helle Thorning-Schmidt ifølge Ritzaus Bureau.
Socialdemokraterne og SF fastholdt under torsdagens behandling, at genopretningsplanen sender tusindvis ud af dagpengesystemet og på kontanthjælp.
"Det, jeg kan konstatere lige nu, er, at der i kommunerne bliver fyret pædagoger, lærere - dem der leverer velfærdsydelserne, og det er, fordi regeringen ikke har formået at sikre kernevelfærdsydelserne lokalt," sagde Torben Hansen og blev bakket op af Enhedslistens Line Barfod.
"Hvad er det for nogle jobs, man kan få, når man er på dagpenge?" spurgte hun.
"Vi har sat en pakke ind for at hjælpe de langtidledige ud på arbejdsmarkedet. Den kunne Enhedslisten jo have valgt at støtte," svarede Bent Bøgsted, der ikke kunne sige, hvor mange han tror, der kommer ud på arbejdsmarkedet.
Omvendt spurgte flere medlemmer af Venstre og Dansk Folkeparti til omkostningerne ved at lade danskerne arbejde 12 min. længere. Ifølge Venstre vil S og SFs forslag betyde 70.000 flere ledige i Danmark.
"I løbet af 2015 og 2016 vil der her i Danmark faktisk være en stor mangel på kvalificerede medarbejdere, og det er rent faktisk det, vi har forsøgt at annoncere i Fair Løsning, hvor vi netop siger, at vi vil styrke uddannelserne, styrke forskningen og innovationen. Regeringen vil med sin genopretningspakke det stik modsatte," sagde Torben Hansen, og kritiserede genopretningspakken for at kvæle væksten og sende danskere på kontanthjælp.
"På sigt vil det skabe et fattigere Danmark."
LÆS OGSÅ: Helle Thorning sætter efterlønnen på spil
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
