Foto: Christian Klindt Sølbeck
Offentliggjort 30.07.10 kl. 08:00
Er Helle Thorning-Schmidt et simpelt kvaj eller en forbryder? – spørger dagens avisledere.
»En sløset fejl,« kaldte Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt de forkerte oplysninger om hendes mands skatteforhold.
Men den køber de danske aviser langt fra.
Lederskribenterne hos Berlingske Tidende, BT, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten er alle enige om, at Thorning-Schmidt enten har begået en kæmpe brøler – eller direkte har svindlet. En sløset fejl er det i hvert fald ikke.
»Helle Thorning-Schmidts ageren i skattesagen tegner billedet af et kynisk beregnende menneske,« skriver Jyllands-Postens leder.
»At lyve over for myndighederne er en alvorlig sag, som man straffes for. Det tjener bestemt ikke til Helle Thorning-Schmidts ære, at hun forsøger at bortforklare det passerede som en sløset fejl, når alt peger i retning af iskold beregning,« hedder det fortsat.
Hos Ekstra Bladet er dagens leder skrevet under overskriften »Kvaj«.
»Det handler om Helle Thorning-Smiths troværdighed og dømmekraft. Mon Helle efterhånden selv kan finde rundt i sine egne forklaringer? Eller er sandheden snarere, at hun indretter forklaringerne efter, hvad hun selv og manden får mest ud af?« skriver Ekstra Bladet, der efterlyser en hurtig og klar kommentar fra Thorning-Schmidt selv.
Berlingske Tidende spørger, »hvem tør betro landet til en politiker, der omgås sandheden så alternativt i private forhold?« og undre sig over Thorning-Schmidts meget forskellige svar:
»Det må godt nok være et stort hus, når de to sådan kan blive væk for hinanden så tit« hedder det om parrets lejlighed på Østerbro i København.
BT – der først dokumenterede Thorning-Schmidts to forskellige forklaringer – husker befolkningen på kælenavnet »Hovsa-Helle«. Avisen mener, at hun »sætter sin statsministerdrøm på spil«.
»Den slags hovsa-agtige reaktioner bidrager ikke just til billedet af en partiformand, der er klar til at indtage Statsministeriet,« slutter lederen.
Hvad mener du?
Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
