Lene Espersen kunne ikke dy sig for at drille den ellers punktlige Anders Fogh Rasmussen med, at han var forsinket. Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto
Offentliggjort 31.08.10 kl. 10:22
Lene Espersen gav en kærlig reprimande til sin tidligere chef.
Normalt kan man stille sit ur efter ham.
Men i dag var den ellers så punktlige generalsekretær for Nato, Anders Fogh Rasmussen, for en sjælden gangs skyld for sent på den.
Kl. 9.00 stod udenrigsminister Lene Espersen (K) foran ministeriets pakhus og trippede, mens hun ventede på Foghs limousine.
To minutter synes måske ikke af meget. Men da Anders Fogh Rasmussens hale af sorte biler ankom kl. 9.02, kunne Lene Espersen ikke dy sig for at drille sin tidligere chef.
"Er du allerede begyndt at køre efter sydeuropæisk tid," spurgte udenrigsministeren med et glimt i øjet.
Anders Fogh Rasmussen så lidt beklemt ud ved situationen og begrundede sin forsinkelse med trafikproblemer.
"Jeg overholder bare landets færdselsregler," svarede han.
Anders Fogh Rasmussen mødes i dag med den danske regering for at diskutere situationen i Afghanistan og Natos fremtidige rolle.
Kl. 12.15 mødes han med sin efterfølger Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet.
Men der bliver også tid til et besøg hos dronning Margrethe og forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Generalsekretærens første officielle besøg slutter på Københavns Universitet, hvor Fogh skal tale om Nato-alliancens fremtid for de studerende.

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
