Offentliggjort 06.09.10 kl. 21:28
Humøret var højt hos arrangør af den store ramadanmiddag i Folketinget, Özlem Sara Cekic (SF), mens gæsterne ventede på dansende munke.
Der var højt humør i Snapstinget, da de over 100 gæster fejrede ramadanmiddag. Arrangøren selv var lige ved at glemme konteksten, da mikrofonen igen, igen svigtede og Özlem Sara Cekic måtte udfylde ventetiden, mens teknikerne rodede med ledninger.
”Jeg skulle lige til at sige skål, men det gør man jo ikke her i aften,” rettede Özlem Sara Cekic sig selv med et glimt i øjet.
Også tallerkenerne i Snapstinget pegede mere i retning af byens finere restauranter end ramadanfejring bortset fra, at de bedre restauranter sandsynligvis ville anbefale hvidvin til guldbrasen med en ragout af jordskokker. Dermed var fraværet af alkohol den eneste kulinariske pil i suppen på, at gæsterne var til inviteret til fejring af afslutningen på muslimerne månedlange faste.
Festen har været kritiseret i SF’s eget bagland for at være arrangeret af det, som de kalder en reaktionær, religiøs avis, Zaman. Men gæsterne ville ikke forholde sig til denne kritik.
”Jeg forstår slet ikke dette postyr. Jeg siger altid ja til en god middag,” sagde tidligere overrabbiner Bent Melchior, og hans holdning fik opbakning af Margrethe Vestager (R):
”Det er fantastisk dejligt at spise sammen. Det er den bedste form for fællesskab. Vi holder også julefest i dette lokale, og denne fest er en god udvidelse,” sagde den radikale leder, da Özlem Sara Cekic spurgte.
Özlem Sara Cekic havde travlt med at få talt med alle gæsterne, og hun var rigtig glad for fremmødet:
”Det går langt over min forventning.”
Mens gæsterne spiser dessert kan de vente på underholdning af dansende munke fra Tyrkiet.
LÆS OGSÅ: Fotografer bandlyses i Snapstinget
LÆS OGSÅ: Ramadanmiddag: Se gæstelisten her

Annonce:
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
||
