Offentliggjort 20.01.12 kl. 11:22
Finansloven for 2012 blev fredag vedtaget af samtlige partier i Folketinget på nær Liberal Alliance.
Her kan du se nogle af hovedpunkterne i finansloven:
* Skatte- og afgiftsstigninger på fem milliarder kroner. Det er blandt andet afgifterne på fedt, sukker og cigaretter, som stiger. Prisen på en pakke cigaretter stiger med gennemsnitligt tre kroner.
* Økonomisk kickstart af dansk økonomi. Der fremrykkes blandt andet investeringer for 5,5 milliarder kroner til renovering af almene boliger gennem Landsbyggefonden. Ud over at forbedre de almene boliger, skal det skaffe nye job i en krisetid.
* Der bruges 654 millioner kroner på at afskaffe de såkaldte fattigdomsydelser, fjerne loftet over børne- og ungeydelsen samt på forsøgsvis at indføre en skattefri jobpræmie på op til 600 kroner per måned for kontanthjælpsmodtagere.
* Regeringens egne tal viser dog, at op imod 3.000 færre vil stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi det ikke længere kan betale sig for dem at arbejde, efter fattigdomsydelserne er afskaffet
* 500 millioner kroner til 1500 ekstra pædagoger fra 2013. Det skal sikre børn i daginstitutioner mere voksenkontakt.
* Alle partier er enige om at bevilge forskningen 986 millioner kroner i 2012.
* En ny praktikpladsaftale sikrer 3000 ekstra skolepraktikpladser næste år. Samtidig etableres der forsøg med praktikpladscentre på erhvervsskolerne.
* 120 millioner kroner bruges til at indføre et såkaldt fleksibelt loft på 28 elever i gymnasierne, mens andre 120 millioner kroner går til at forbedre erhvervsuddannelserne.
* Dagpengeperioden forlænges næste år, kontanthjælpsmodtagere får lov til at holde fem ugers ferie, og faglærte, ufaglærte og ledige får blandt andet adgang til at tage samtlige AMU-kurser som led i seks ugers selvvalgt uddannelse. Pris: 750 millioner kroner over to år.
* 502,5 millioner kroner ekstra til sundhedsområdet og i alt 1,7 milliarder kroner over de næste fire år. Pengene går blandt andet til næsten gratis fertilitetsbehandling, en udvidelse af den gratis livmorhalskræft-vaccination og et loft over, hvor stor tandlægeregningen kan blive for patienter med en række specielle sygdomme.
* Politiet tilføres 270 millioner kroner ekstra årligt i perioden 2012-15. Der bliver blandt andet afsat 28 millioner kroner til øget grænseovervågning, mens der også fokuseres på ghettoindsatsen.
* Skattefritagelsen for private sundhedsforsikringer ophæves.
Fortsættes...
Annonce: