
Offentliggjort 02.08.07 kl. 03:00
Synet af kontanthjælpsmodtagere på jagt efter dræbersnegle i Frederiksberg Have kan være nært forestående.
Borgmester Mads Lebech (K) vil nu undersøge, om der er kontanthjælpsmodtagere i kommunen, som kunne have glæde af arbejdet med at aflive dræbersnegle.
»Aktivering skal jo være rettet mod arbejdsmarkedet, men hvis dette arbejde kan give nogle et skub ind på arbejdsmarkedet, så de eksempelvis kan lære at komme op om morgenen, er jeg åben overfor ideen,« siger Mads Lebech.
Tidligere på ugen foreslog formanden for kommunens arbejdsmarkedsudvalg, den konservative Stig Elling, at sætte kontanthjælpsmodtager ind mod de mange dræbersnegle, som plager Frederiksberg Have og Søndermarken.
»Jeg kan ikke se andet end, at det kunne blive et absolut meningsfyldt arbejde for en række kontanthjælpsmodtagere. Og hvorfor ikke udbrede ideen til hele landet,« sagde Stig Elling til Ekstra Bladet.
Tirsdag erklærere den konservative arbejdsmarkedsordfører på Christiansborg, Lars Barfoed, sin støtte til ideen, som han mener kunne inspirere andre kommuner i landet.
Frederiksberg Kommune sendte allerede tirsdag et brev til Slots- og Ejendomsstyrelsen for at tilbyde hjælp til at bekæmpe sneglene.
»Kampen mod dræbersneglene er en konkret problem, som skal løses enten af kommunens medarbejdere eller muligvis af kontanthjælpsmodtagere. Men nu må vi først undersøge, om der er kontanthjælpsmodtagere i vores kommune, som kan drage nytte af arbejdet,« siger Mads Lebech.
Annonce:
Annonce:
Annonce: