Offentliggjort 06.03.08 kl. 10:05
Eksempler på, at homoseksuelle bliver angrebet og udsat for vold, får gruppen Queer Jihad til at opfordre til, at bøsser slår igen. De homoseksuelles landsforening siger fra.
Indtil videre er der ikke nogen i den offentlige debat, der har turdet foreslå, at bøsserne lærer at forsvare sig selv og slår igen. Men i dette zine møder du mennesker, der spytter, slår, sparker og bruger våben mod gaybashere.
Gruppen Queer Jihad i forordet til bladet "Queer Power"
Tredje nummer af bladet "Queer Power" har fået titlen "Træt af pis" og indeholder bl.a. en guide til selvforsvar.
Bladet "Queer Power" kan købes gennem hjemmesiden modkraft.dk. Se her
Opfordringen fremgår af det københavnske undergrundsblad "Queer Power".
"Dette er ikke et temanummer om bøsser, der får tæsk, men om bøsser, der er trætte af at få tæsk. Og slår igen," hedder det i bladet.
Opfordringen begrundes i eksempler på, at homoseksuelle bliver overfaldet på grund af deres seksualitet, såkaldte hate crimes.
Sidst i februar faldt der dom i den første danske retssag om hate crime. En mand fik seks måneders ubetinget fængsel for at overfalde to bøsser på Strøget i København.
Bladet "Queer Power" bringer bl.a. en guide til selvforsvar.
"Du kan altid finde masser af ting, som man kan bruge som våben i dine omgivelser, lommer og tasker. Alt er potentielt kasteskyts og slagvåben. Brug dit bælte som pisk," står der i bladet.
Af gruppens hjemmeside fremgår det, at Queer Jihad har til formål at bekæmpe enhver form for undertrykkelse gennem humor og aktivisme. Det fremgår ikke hvem gruppens medlemmer er, eller hvilken tilknytning den har.
Navnet har gruppen taget i sympati med en muslimsk gruppe i Mellemøsten, der arbejder for accept af muslimske homoseksuelle.
Næstformand i Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, Mikkel Dresler, kender ikke gruppen, og han tager afstand fra opfordringen til voldelig gengældelse ved overfald.
"Det er vigtigt for os at modarbejde hate crimes, men vi kan på ingen måde opfordre til selvtægt eller voldelige aktioner. Det vil kun få volden til at eskalere. Vi opfordrer til, at man flygter, hvis man bliver udsat for et voldeligt overfald. Tit er det grupper på tre-fire personer, der står bag sådanne overfald, og hvis man er alene, er det svært at stille noget op," siger han.
I Danmark findes der ikke nogen dokumentation for omfanget af hate crimes. Politiet er nemlig ikke pålagt at registrere, at der ved et overfald er tale om en hatecrime.
Alligevel opfordrer Mikkel Dresler homoseksuelle til at anmelde overfald.
"Vi opfordrer til, at man henvender sig til politiet og anmelder, at man er blevet udsat for en hatecrime," siger han.
Justitsministeriet afventer en redegørelse fra rigsadvokaten om, hvorvidt det skal være muligt at foretage registreringer af voldstilfælde som hatecrimes.
Den 26. juni åbner Københavns Kommune en særlig hjemmeside, hvor hate crimes kan anmeldes.
I Sverige viser en lignende registrering, at op mod hver anden bøsse eller lesbiske har oplevet at blive offer for hate-crime.
Annonce:
Annonce:
Annonce: