
Anne Bastrup, SF. Foto: Carsten Andreasen
Offentliggjort 11.03.08 kl. 15:31
SF’s Anne Baastrups beslutning om at skifte Christiansborg ud med Københavns Rådhus kan sikre partiet en ekstra borgmesterpost i hovedstaden.
Det vurderer kommunalekspert og lektor i Statskundskab på Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen.
»Hvis hun bliver partiets spidskandidat, styrker hun venstrefløjen i København. Hun vil være den nye nummer to efter overborgmester Ritt Bjerregaard. Hun er en dygtig kommunikator og har en vis kendiseffekt,« mener Kasper Møller Hansen.
Nyheden om Anne Baastrups interesse for kommunalpolitik fik fire ud af seks medlemmer i SF’s gruppe på Københavns Rådhus til at stille sig bag hendes ryg, mens kun Frank Hedegaard bakker op om, at den partiets nuværende leder, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, fortsat skal være spidskandidat.
»Jeg tror, det er rigtigt set af partiet, at man har brug for en kendt politiker for at holde fast i den fremgang, man har oplevet i meningsmålinger den seneste tid,« mener Kasper Møller Hansen.
»Det presser Venstre og de konservative i København til også at se sig om efter en kendt kandidat, der vil stille op i København. Problemet bliver at finde nogen, der har lyst til at stille op til et valg, som de næsten sikkert vil tabe til Ritt Bjerregaard,« siger lektoren.
Annonce:
Annonce:
Annonce: