Offentliggjort 03.04.08 kl. 16:53
Nærpolitiet på Nørrebro vil have fat i drengene, der har kastet med sten mod vuggestue, men anser ikke episoden som alvorlig.
Daginstitutionen Midgård, der ligger tæt på Mjølnerparken på Nørrebro, er de seneste par uger blevet plaget af en gruppe drenge, der har kastet med sten.
Søren Wiborg, der er leder af Nærpolitiet på Nørrebro, understreger, at der ikke er tale om alvorlige episoder.
"Vi ved, hvem de er, og vi vil tage hjem til deres forældre for at få en snak. Men vi betragter det som drengestreger. Historien har været blæst kraftigt op i medierne i løbet af i dag," siger Søren Wiborg.
Der har været tre episoder, hvor nogle drenge på 10-12 år kravlede op på vuggestuens tag, og da pædagoger bad dem om at kravle ned, kastede de småsten efter personalet i vuggestuen.
"En mor til et barn blev ramt på benet, men ingen har været i alvorlig fare og ingen er kommet til skade," siger Søren Wiborg.
Nogle af drengene har tidligere været tilknyttet institutionen, og pædagogerne har selv håndteret situationen ved at snakke med drengene. Efter at drengene kastede med sten, henvendte institutionen sig til nærpolitiet.
Der er også blevet taget billeder af de stenkastende drenge, og nærpolitiet forventer at finde frem til, hvor de bor allerede i dag.
Socialforvaltningen i Københavns Kommune oplyser, at der vil blive taget kontakt til drengene og deres forældre.
Hvis der er tale om drenge, som i kedsomhed er begyndt at plage institutionen, vil de blive tilbudt fritidsaktivering
Annonce:
Annonce:
Annonce: