
Offentliggjort 20.08.08 kl. 13:25
Københavns Politi er på vej med de første bedrageri-sager mod trickspillere på Strøget i København. Det er sidste udvej, siger politiinspektør.
Trickspillernes arbejder i grupper, som demonstrerer for de potentielle ofre, at spillet kan vindes. Men politiet advarer om, at det er rent snyd. Arkivfoto: Johnny Frederiksen/Polfoto
§ 279. For bedrageri straffes den, som, for derigennem at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved retsstridigt at fremkalde, bestyrke eller udnytte en vildfarelse bestemmer en anden til en handling eller undladelse, hvorved der påføres denne eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et formuetab.
Trickspillere, der plager, snyder og stjæler fra turisterne har gennem flere år været en belastning på Strøget i København.
Politiet har gentagne gange indrømmet, at det er stort set umuligt at stille noget op over for de drevne og velorganiserede trickspillere, der ikke lader sig skræmme af mindre bøder.
Derfor har Københavns Politi været på jagt efter en ny metode til at komme snydespillet til livs, og de første sager er nu på vej til retten.
To personer er blevet tiltalt for overtrædelse af bedrageriparagraffen, og nu venter politiinspektør Mogens Lauridsen fra Station City spændt på afgørelsen.
"Det springende punkt er, om dommeren vil have, at vi konkret skal bevise, at der er tale om bedrageri i hvert enkelt tilfælde, eller om dommeren køber vores påstand om, at selve spillet er bedrageri," siger han.
Til forskel for de mindre bøder, der i dag udstedes for trickspil på Strøget, indebærer bedrageriparagraffen mulighed for frihedsstraf - og er der idømt frihedsstraf, kan der muligvis udstedes indrejseforbud til Danmark.
"Med en frihedsstraf har man i hvert fald tidligere kunnet udstede et indrejseforbud. Nu er det lidt mere uklart, hvad der skal til for at give EU-borgere et indrejseforbud, men det er tanken," siger Mogens Lauridsen.
Trickspillerne er hovedsageligt østeuropæere, og som EU-borgere har de ret til at opholde sig i Danmark, medmindre de er blevet straffet for en forbrydelse.
Samtlige butikker på Strøget i København har underskrevet en protest mod grupperne af trickspillerne, der dominerer gadebilledet og chikanerer kunder og ansatte.
Butiksejerne efterlyser flere beføjelser til politiet, hvilket tidligere blevet afvist af Københavns Politi.
Men hvis bedrageri-sagerne falder igennem, er politiet ifølge Mogens Lauridsen ved at løbe tør for alternativer.
"Vi har fået at vide, at vi ikke kan bruge hasardparagraffen, og hvis bedrageriparagraffen viser sig heller ikke at kunne bruges, så får vi brug for en lov, der forbyder det her," siger han.
Politiet har i år oplevet, at problemet med trickspillere aftaget i forhold til tidligere år.
Ifølge Mogens Lauridsen skyldes det bl.a. en stor oplysningskampagne om trickspillernes metode, som de handlende har gennemført i samarbejde med politiet.
"Vi får mange henvendelser fra de handlende, men også fra folk, som det er gået ud over. Dem har vi ikke hørt så meget fra tidligere, men i år har vi haft betydeligt lettere ved at få kontakt til personer, der gerne stå frem og vidne om, at de er blevet snydt," siger Mogens Lauridsen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: