
Foto: Overvågningbilleder/avisen.dk
Offentliggjort 18.09.09 kl. 21:50 - opdateret kl. 21:59
En videooptagelse viser gerningsmændene, der fredag stormede en guldsmed i København og truede de ansatte med en pistol, mens de smadrede løs med en økse.
Med kasketter, solbriller og masker begik de deres røveri.
Og så forsvandt de igen i en sort Audi 80, årgang 1993 med nummerpladen VH 26 899.
Nu viser optagelser fra overvågningskameraer mændene, som politiet forsat efterlyser for et groft røveri mod en guldsmed fredag formiddag i København.
De fire mænd er stadig på fri fod.
Røverne trængte ind i butikken Stenstrup på Strøget, og mens personalet blev holdt i skak med en pistol, smadrede røverne montrerne med en økse og forsynede sig med udstillede smykker.
»Den første røver i butikken truede de to ansatte i butikken med en pistol, mens den næste røver begyndte at knuse montrer med en økse,« fortalte Robert Jensen, efterforskningsleder ved Københavns Politi, tidligere på dagen til jp.dk.
Mændene har tilsyneladende taget værdier for fem-seks millioner kroner, og de er formentlig østeuropæisk og midt i 30’erne. De talte et andet sprog end dansk sammen, men hvilket er politiet endnu ikke sikre på.
Den ene af røverne i København havde en paryk med skulderlangt hår på hovedet.
Han er 185 centimeter høj, almindelig af bygning og havde ligesom de øvrige en paryk på hovedet. Hans kunstige hår var skulderlangt.
Manden var iført en lang enten sort eller mørk frakke, et sort og lyst halstørklæde, sorte sko og mørke bukser, oplyser Københavns Politi, ifølge ritzau.
De øvrige tre mænd var der fredag aften ikke signalementer af.
Butikken blev også udsat for et tilsvarende røveri i 2005, hvor der forsvandt værdier for omkring 5 millioner kroner.
Året før mislykkedes et røveri på stedet, da en politimand i civil opdagede to pistolbevæbnede røvere, før de stak af.
Se videoen af gerningsmændene hos avisen.dk.
Annonce:
Annonce:
Annonce: