
Afrikanske prostituerede har været kendt i gadebilledet på Vesterbro i en årrække, men den seneste tids aggressive jagt på kunder fik politiet til at skride ind. Arkivfoto: Niels Hougaard
Offentliggjort 31.08.10 kl. 08:44
Efter længere tids klager fra beboerne på Vesterbro ryddede politiet i nat gaderne for 18 prostituerede.
"Der er tale om anholdelser på Vesterbro i gader som Istedgade, Helgolandsgade, Dybbølsgade og Skelbækgade," siger den centrale vagtleder for Københavns politi, Søren Viborg, til bt.dk.
Mange klager fra borgere på Vesterbro over et stort antal afrikanske prostituerede i gadebilledet var baggrunden for, at en specialgruppe fra politiet i nat valgte at slå til mod 18 afrikanske kvinder. Borgerne havde især klaget over, at gadeluderne benyttede meget aggressive metoder til at kapre kunder, og at de efterhånden stort set optrådte i gadebilledet døgnet rundt.
Politiet regner med, at 17 af de 18 afrikanske kvinder bliver udvist. For 14 dage siden blev syv andre afrikanske gadeludere udvist, og politiet regner med, at den nye stribe af udvisninger går glat gennem systemet.
Det kan ske efter en resolution i udlændingeloven, idet pigerne ganske enkelt har arbejdet ulovligt i Danmark og ikke har haft de nødvendige papirer, som gør, at de kan udøve deres prostitutionsvirksomhed her i landet, skriver bt.dk.
"Det er kutyme, at der bliver tale om udvisninger i den slags sager, men kan vi ikke nå at få afklaret de enkelte kvinders forhold inden tre dage, så skal de stilles for en dommer," siger Søren Viborg til bt.dk.
Politiets specialgruppe havde 12 mand med i aktionen, som blev gennemført i nat for at tage gadeluderne på fersk gerning.
"Prostitutionen har taget et omfang, som vi ikke vil tolerere. De prostituerede har haft en meget fremfusende markedsføring," siger lederen af indsatsen i nat, Bjarne Christensen, til bt.dk.
Annonce:
Annonce:
Annonce: