Offentliggjort 07.06.07 kl. 03:00
En række af de biblioteker, der ligger i Københavns mest mest ressourcesvage bydele, risikerer lukning. Det vil gå ud over lokalmiljøet, lyder det fra bekymrede borgere.
Gymnasieelev Jin Ri Li forlader skranken i Sydhavns Bibliotek belæsset med tykke bøger. Årsprøven i skriftlig dansk venter lige om hjørnet, og den unge pige har gjort et solidt indhug i bibliotekets samling af ordbøger. På vej ud passerer hun pensionist Inge Nielsen, der med gangstativet som støtte stiler mod bibliotekets avishylde.
I fremtiden kan de begge blive nødt til at tage til Valby eller Vesterbro, når der skal lånes bøger eller læses avis. Sydhavns Bibliotek risikerer nemlig ligesom ca. 10 andre filialer at lukke, når de københavnske biblioteker skal fornyes i løbet af de kommende år.
»Så får jeg nok ikke læst min avis. I hvert fald ikke hver dag,« vurderer Inge Nielsen, der ikke orker den længere tur til nabobydelene.
Har ikke råd til avis
Udsigten til et nedlagt bibliotek bekymrer Lise Granerud, formand for lokaludvalget Sydhavnsrådet.
Hun frygter, at en lukning vil øge problemerne i bydelen, der markerer sig i de københavnske statistikker ved at have den højeste andel af borgere på overførselsindkomst, en høj andel af flygtninge og indvandrere, mange ældre, høj kriminalitet og flest lægebesøg.
»Biblioteket er et centralt kultursamlingspunkt, som især er vigtigt et sted som Sydhavnen. Vi er den tungeste bydel i København, og biblioteket bidrager til at løse nogle af de sociale og integrationsmæssige opgaver,« siger Lise Granerud, som pointerer, at de gratis fornøjelser betyder langt mere i Sydhavnen end i ressourcestærke bydele.
»Mange af borgerne har f.eks. ikke råd til at abonnere på aviser og blade,« siger hun.
Lise Granerud mener, at en øget afstand vil afholde mange fra at benytte sig af bibliotekets tilbud.
»Det er vigtigt, at der er nem adgang, så et biblioteksbesøg ikke bliver noget, der skal planlægges. Ældre, handikappede og familier med børn vil få langt sværere ved at tage på biblioteket, hvis ikke det ligger i nærheden af deres bopæl,« siger hun.
Vigtige for integrationen
Børnebogsforfatter Rachel Röst deler bekymringen. Hun har derfor iværksat en underskriftsindsamling til støtte for bibliotekerne.
»Det er påfaldende, at de lukningstruede biblioteker ligger i socialt belastede områder, hvor bibliotekerne udfylder utroligt vigtige funktioner. De er uundværlige i integrationen, udgør fristeder for børn, der mangler væresteder og deltager aktivt i lokalområdernes netværk af skoler og børnehaver. De kan ikke undværes,« siger Rachel Röst.
København kulturborgmester, Martin Geertsen (V), har et noget andet syn på sagen.
»Jeg synes ikke, at man skal samle underskrifter ind mod udviklingen af de københavnske biblioteker. De fysiske biblioteker bliver mindre og mindre besøgt. Den udvikling skal vi have vendt, bl.a. ved at udvide åbningstiderne og sikre, at bibliotekerne er fysisk indbydende. Den slags koster penge, så man bliver nødt til at lade være med at tænke så meget i mursten og i stedet tænke i service,« siger han, men understreger, at han har forståelse for borgernes bekymring.
»Lige så snart man går ind i murstensproblematikken, er der voldsomme reaktioner fra folk. Jeg kan sagtens forstå, at det vækker følelser, men hvis vi skal forhindre, at besøgstallene fortsat falder, fordi bibliotekerne ikke tilbyder den efterspurgte service, bliver vi nødt til at dreje tankerne over i andre baner,« siger borgmesteren.
Den socialdemokratiske kulturordfører Morten Westergaard maner dog til besindighed.
»Min vurdering er, at der ikke er synderlig grund til at være bekymret for lukninger. Flere steder, som f.eks. i Sydhavnen og Tingbjerg, er biblioteket den eneste rigtige kulturinstitution, der er tilbage. Lukker man dem, vil det være et signal om, at vi nærmest afvikler de byområder, og det har vi ikke noget ønske om. Kulturen skal være dér, hvor folk færdes,« siger han. maria.lutzen@jp.dk
Annonce:
Annonce:
Annonce: