Offentliggjort 11.06.07 kl. 16:10
En gruppe borgere i et af Danmarks fattigste kvarterer, Sydhavnen i København, kæmper for at bevare deres lokale bibliotek. Op mod 1.400 personer har skrevet under på en protest for at forhindre en lukning.
Sydhavnens bibliotek er truet af lukning, hvilket har fået en række borgere til at danne en støttegruppe for at bevare det populære sted, som de mener har kolossal betydning for bydelen.
Set ud fra beboernes indkomst er postnummeret 2400 København SV identisk med et af fattigste kvarterer herhjemme, hvor en blanding af overvejende ældre, unge og indvandrerfamilier bor i fortrinsvis små lejligheder i boligblokke.
Det mindsker dog ikke læselysten, da det lokale bibliotek ifølge støttegruppen i gennemsnit har flere end ni udlån per person om året.
»Vi håber ikke, at kommunen lukker biblioteket, og der er indtil nu samlet over 1.300-1.400 underskrifter ind. I bydelen er der kun i alt 15.785 mennesker – når børnene tælles fra er det en utrolig stor andel af befolkningen, der allerede har skrevet under,« siger Karsten Thestrup Clausen, talsmand for støttegruppen.
Sydhavnen har i perioder haft problemer med unge ballademagere, hvilket for nogle år siden fik lokale kræfter til at stifte en lokal afdeling af Natteravnene og et vagtværn ved Sjælør Station.
Engagementet er også stærkt i forhold til at bevare biblioteket. På et borgermøde forleden argumenterede de godt 50 fremmødte blandt andet for en bevarelse af biblioteket, da nogle familier i Sydhavnen ikke har råd til en computer, og mange unge drenge derfor ofte står i kø for at bruge bibliotekets.
Andre pegede på, at det for ældre og gangbesværede er langt at skulle tage ind til Vesterbro for at gå på biblioteket, lige som Sydhavnens bibliotek blev rost for at give børnene et kulturelt indspark i hverdagen.
Annonce:
Annonce:
Annonce: