Tip     Print     RSS     Del    

Duerne flyver hen over by'n

Af  BODIL KROGH

Offentliggjort 01.07.07  kl. 03:00 

Brevduer er nogle smukke og fascinerende dyr. Engang var der dueslag på hvert andet loft i København. Nu er der kun tre tilbage.

Duerne flyver hen over by'n, duerne flyver i flok. Og fordi de gør det, ved vi, at det ikke er pølsemandens eller Rådhuspladsens duer, men deres fornemme slægtninge, brevduerne.

Nu er der ganske vist ikke så mange duer, der flyver i flok hen over byen mere, da der kun er tre dueslag tilbage i København, medmindre man tager omegnskommunerne med, sektion 11, som den hedder.

I Søllerødgade på Nørrebro holder foreningen ”Danmark/Absalon” til.

"Absalon", som den første forening hed, blev oprettet i nr. 21 i 1917, og blev siden slået sammen med "Danmark", for det er gået med denne forening, som det er gået for så mange andre - medlemstallet falder.

I dag er der 120 medlemmer i sektion 11, og her i Søllerødgade er der ni.

Op på loftet
I kælderen ligger det rummelige klublokale med billeder på væggen fra tidligere tiders storhed.

Det var dengang, der var mange medlemmer, og hvor kvinderne kun var med ved præmieoverrækkelser og skovture. Brevduerne var mændenes gebet. Sådan er det ikke mere.

Vi går op til dueslagene, der er allerøverst oppe. Ad bagtrappens stejle trappe til femte sal, lige under kippen, hvor klubben har endnu et hyggeligt mødested med endnu flere billeder, elkogekande til kaffen og sodavand og øl til at skylle halsen.

Det er helt legalt, for det er en støvet affære, når der skal gøres rent hos duerne. Og rent skal de have det.

Ole Mortensen, 36 år, begyndte med sine duer, da han var 12 år. Nu er hans søn 12 år, og han er lige hoppet fra duerne. Sådan skifter tingene somme tider.

Men Ole Mortensen har en anden makker, Inger på 82 år, der har haft duer siden 1957. Flere af hendes præmier hænger på væggene heroppe.

Monogamt drama
Ved bordet sidder Peter Bond og hans kæreste Dorthe Mogensen. Han begyndte at interessere sig for duer for fem år siden, og via hans interesse kom Dorthe med. I dag er det udpræget en fælles hobby.

»Det er mig, der fører alle listerne over løbene og holder styr på duerne,« siger Dorthe, der viser frem i dueslaget på etagen over, hvor deres 55 duer bor.

I to af redeskålene er der unger, og i et par stykker ligger der æg. Duer er monogame, hvis de kan få lov til det, og netop nu er der et lille drama i gang.

Batman, der er en batdame, med nummeret 71, mistede sin mand nr. 82 for tre måneder siden. Hun fandt sig hurtigt en ny ung duerik, nr. 45, og alt åndede idyl. Men nu er Batman udeblevet, og nr. 45, den troløse sjæl, har allerede fundet sig en ny kæreste.

Jalousi sætter farten op
Og duer er lige så forskellige som mennesker, siger Ole Mortensen.

»Der er de generte og de aggressive, og det gælder om at kende sine duer, så man kan sætte det rigtige hold til et løb.«

Ole Mortensen benytter f.eks. sin viden om duernes hang til monogami og følgende jalousi, når han sender dem til løb. Fem dage før løbet skiller han hanner og hunner, så kaldes de enker.

»Vil man have dem til virkelig at skynde sig hjem, lader man dem lige se en fremmed due i redekassen,« siger han og mener det slet ikke ondt.

Brevduesport er en væddeløbssport, der indtil 1997 kunne spilles på totalisatorer, ligesom man gør ved hestevæddeløb. Da det var småbeløb, man spillede om, kunne duerne ikke stå distancen over for tips og lotto.

Til gengæld kan de stå nogle imponerende distancer, når det gælder afstande. Med en fart af op til 130 km/t tilbagelægger de snildt 400 km eller mere.

Toptunede atleter
Den slags kræver godt brændstof, og Ole Mortensen passer sine duer godt. De får specialfoder importeret fra Holland, hvor man dyrker duesporten i et helt andet og højere leje end i Danmark. Foderet er sammensat, så duerne før et løb får godt med kulhydrater, så de har noget at tære på.

»Ligesom andre atleter, der skal yde en toppræstation,« som Ole Mortensen siger.

På et bord står et udvalg af helsekost og øjendråber og medicin. Når duer bliver passet godt, er de robuste og modstandsdygtige over for sygdomme. Fugleinfluenza bider f.eks. ikke på duer i samme grad som på høns og andefugle, og det er en af grundene til, at sidste års forbud mod dueløb i år er ophævet.

Afstressende hobby
»Jeg bruger nok to-tre timer om dagen på dem, dels for at tvangsflyve dem en times tid, dels for at holde rent heroppe. Og så er det så afstressende at sidde og iagttage dem. Man lærer dem at kende. Jeg fik en due af en kollega. Den ville ikke flyve, og så fik jeg den. Jeg satte den ind i et roligt hjørne med et par venlige naboer, og efter nogle uger fandt den sig så godt tilpas, at den gerne ville flyve. Nu vinder den!«

I gamle dage måtte dueejeren holde skarpt øje med sine duer, når de kom hjem, for straks at stemple dem ind. I dag er alle duer forsynet med to ringe. Den ene er farvekodet for årstallet, og den anden er en elektronisk chip, der aflæses, når duen kommer ind i sit slag.

Via chippen udregnes alt, også diverse handicap, som i golf, men her forårsaget af vejret, og udregningerne er så præcise, at de går helt ned i centimeter. Ole Mortensens øjne lyser, når han fortæller om det, for han er et konkurrencemenneske, der bruger sine konkurrenceduer helt bevidst.

»Det eneste, vi mangler nu, er medlemmer,« siger han med beklagelse.

Det kan kun skyldes, at for få ved, hvor fascinerende de smukke, slanke duer er. Hvor fine mønstre de har i fjerdragten, hvor klare øjne - Ole Mortensen henter en lup frem. Den bruges til at se duerne dybt i øjnene:

»Der er nogle, der mener, at man kan aflæse en dues evner ved at se den i øjnene. Måske er det sandt. Under alle omstændigheder er det smukt.«

Hilsen fra Polen
Det er venskaber og forbindelser tværs over alle grænser mellem duefolk også. Ole Mortensen har netop fået en due hjem, der blev slået ud af kurs fra et løb fra Itzehoe i Tyskland (mellem den danske grænse og Hamborg). Duen endte i Polen og havde fået et brev med hjem fra sin finder, som havde taget sig af den, fodret den og ladet den hvile og komme til kræfter, inden den blev sendt hjem.

I en kurv på gulvet står en fynsk due, der kom på afveje og afkræftet kom til Søllerødgade. Nu får den masser af majs, og den er snart klar til at flyve hjem igen.

»Vi hjælper hinanden,« konstaterer Ole med selvfølgelighed.