
Politiet kom tidligt Tirsdag morgen på besøg i denne opgang i Gjellerup, hvor en af de anholdte bor. Foto: Emil Ryge Christoffersen
Offentliggjort 13.02.08 kl. 09:26
To af de mænd, der er mistænkt for at planlægge et drab på en af Muhammed-tegnerne, kommer torsdag for retten i den københavnske dommervagt.
Trods presseforlydender om det modsatte, er mændene altså ikke allerede blevet udvist af Danmark.
Hos Rigspolitiets udlændingeafdeling oplyser politiassessor Britt Rønne, at der planlægges et retsmøde torsdag. Men man skal ikke forvente, at hele sagens indhold vil blive rullet op i retten.
- Det vil alene have til formål at tage stilling til, om man kan godkende frihedsberøvelsen af dem og om der er grundlag for at opretholde den, siger hun til Ritzau.
Ganske opsigtsvækkende endte anholdelsen af de i alt tre mænd helt uden grundlovsforhør. De to var udenlandske statsborgere og kunne derfor tilbageholdes efter udlændingelovens regler. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) har allerede taget stilling til, at de kan udvises rent administrativt af Danmark, fordi man skønner, at de udgør en trussel mod statens sikkerhed.
Den sidste mand er marokkaner, men dansk statsborger. Men politiets materiale mod ham var altså så spinkelt, at selv om han blev sigtet efter terrorparagraffen, så er der ikke grundlag for at kræve ham fængslet.
Ritzau
"Vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i JP som en krænkelse af profeten Muhammed (...) Hverken den danske regering eller det danske folk har nogen som helst intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning."
"De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde."
"Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. (...) Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen".