Offentliggjort 18.03.08 kl. 12:25
En 16-årig dreng blev natten til søndag overfaldet og gennemtævet af tre andre drenge. Politiet efterlyser vidner.
Det tilsyneladende helt meningsløse og umotiverede overfald skete natten til søndag på en cykelsti ud for Super Best i Solrød Centret.
Den 16-årige kom cyklende på cykelstien, da han pludselig blev anråbt af tre drenge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Derefter gik det hurtigt.
"Hvad fuck glor du på," spurgte en af drengene, hvorefter han nikkede den 16-årige en skalle.
Han faldt bagover og blev holdt nede, men han blev slået flere gange med knytnæver i hovedet og på kroppen.
De tre gerningsmænd var i selskab med to-fire piger, der overværede episoden uden selv at deltage.
Politiet efterlyser de tre drenge, der er 15-16 år.
Den ene beskrives som ca. 170 cm høj, tynd til almindelig af bygning, lyst hår. Han var iført rød hættetrøje og cowboybukser med "hængerøv".
Den anden er ca. 185 cm høj, tynd og har tyndt, mørkt strithår. Han var iført sort jakke med pelskrave og hvide sko.
Den tredje er almindelig af bygning og har en højde et sted mellem de to andre. Han var iført hvid hue og sort jakke.
Pigerne, som drengene var i selskab med, beskrives som 14-15 år. Den ene var iført en hvid jakke med pelskrave.
Annonce:
Annonce:
Annonce: