Jesper Langballe. Foto: Mik Eskestad
Offentliggjort 09.05.08 kl. 12:49
Folketingsmedlem Jesper Langballe (DF) politianmelder en voldsmand, som i aftes overfaldt ham og slog ham ned uden for værtshuset Byens Kro i Københavns indre by.
Overfaldet skete ifølge Langballe ved 20.30-tiden i aftes, da han var gået uden for værtshuset for at ryge. Her kom en mand og overdængede ham med slag mod kroppen.
"Da jeg var kommet ud for at ryge, sad der et par bumser på en bænk. En af dem fór op og råbte: 'Hvad fanden, er det dig', og så haglede det ellers ned over mig med knytnæveslag. Og de var hårde, skal jeg hilse at sige. Men ved et rent lykketræf fik jeg pareret dem alle sammen. Men tilsidst fik han mig ned i asfalten, da jeg blev væltet ved et slag. Og da blev jeg bange," fortæller Jesper Langballe.
Der kom dog hurtigt assistance fra de øvrige gæster på Byens Kro.
"Snart myldrede det ud med flinke folk fra værtshuset," siger Jesper Langballe, som hurtigt forlod stedet.
Langballe havde været en tur på forlaget Gyldendal i anledning af, at vennen, historikeren og 70 årsfødselaren Bent Jensen havde fået overrakt et festskrift. Langballe forlod senere værtshuset i en taxi sammen med kommentatoren Lars Hedegaard.
"Derefter har jeg hørt, at bartenderen gik hen til de tilbageblevne i selskabet og sagde, at det ville være en god ide at fortrække, fordi voldsmanden var på vej til Ungdomshuset for at mobilisere et tæskehold til at tæve hele selskabet," fortæller Jesper Langballe.
Langballes fætter, folketingsmedlem Søren Krarup, opfordrede på dagens gruppemøde Jesper Langballe til at fortælle om dagens begivenheder. Derefter blev han opfordret til at melde sagen til politiet, hvilket han gør her midt på dagen.
"Så jeg må nu en tur på skadestuen, selv om der ikke er sket noget. Det skal man, når man anmelder," siger Langballe.
Annonce:
Annonce:
Annonce: