Offentliggjort 24.06.08 kl. 13:21 - opdateret kl. 17:23
En 38-årig iraker får ikke sløjfet sin udvisningsdom, afgjorde Københavns Byret tirsdag. Han står dermed til tvangsudsendelse af Danmark.
Manden er dømt til udvisning oven i en straf på to et halvt års fængsel for seksuelle overgreb på et barn under 15 år.
30-40 aktivister fra initiativet "Stop Udvisningerne" demonstrerede foran byretten. De blev mødt af en politistyrke, som sørgede for, at demonstranterne ikke fik adgang til retsbygningen, der blev låst af.
Irakerens advokat, Gunnar Homann, har under retssagen lagt vægt på, at mandens familierelationer i Danmark har ændret sig markant siden udvisningsdommen, idet han har fået endnu et barn med sin hustru, der har opholdstilladelse i Danmark. Men det hjalp altså ikke i byretten.
Mustafa Ahmed bad sin advokat om at kære kendelsen og sagde til dommeren, at han var rystet over den behandling, Danmark har givet ham.
- Det minder om, hvad Hitler gjorde mod danskerne, sagde han stærk ophidset, mens tolken forsøgte at berolige ham.
Tre andre udviste irakere venter på at få deres sag for retten, mens otte er udvist og tilbage i Irak.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: