
Offentliggjort 20.08.08 kl. 10:39 - opdateret kl. 11:08
Politiets Efterretningstjeneste (PET) advarer om, at konfrontationerne mellem yderligtgående politiske aktivister kan blive voldsommere.
Fra PET's årsberetning 2006-2007
I PET's årsberetning for 2006 og 2007, der netop er blevet offentliggjort, beskriver PET, at der sker flere sammenstød mellem aktivister på både højre- og venstrefløjen, og at aktivisterne er begyndt at anskaffe sig våben.
Det samlede antal voldelige konfrontationer er stadig lavt, men lykkes det grupperingerne at bevæbne sig, vil der bliver tale om mere voldsomme konfrontationer, forudser chefen for PET, Jakob Scharf.
”Der er tale om en voldelig optrapning, som PET er meget opmærksom på. Hvis våben inddrages i konfrontationerne, vil det medføre en betydelig eskalering af konfrontationernes voldsomhed," siger han.
I de fleste tilfælde er der tale om venstrefløjsaktioner mod demonstrationer eller møder, som er blevet arrangeret af højreekstremister. Men der har også været eksempler på voldelige aktioner rettet mod venstrefløjen, skriver PET i årsberetningen.
I Århus har der det seneste år været gentagne sammenstød mellem højreekstremisterne i White Pride og venstrefløjens antifascister.
Ifølge Jakob Scharf bliver de ekstremistiske grupper mere organiserede, og der bliver i stigende grad udført målrettede aktioner med det formål at at "afdække og eksponere hinandens aktiviteter".
"Disse aktioner har ofte karakter af privat efterretningsvirksomhed, hvilket i sig selv er betænkeligt, og de selvbestaltede agenter går rent ud sagt i vejen for PET’s efterforskning," siger Jakob Scharf.
På den yderste venstrefløj bliver konflikten omkring det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69 på Nørrebro i København fremhævet som en drivkraft.
"Det venstreekstremistiske miljø i Danmark optræder nu mere samlet, hvilket ikke er set, siden Danmark var vært for EU.formandsskabet i 2002. Det skyldes primært konflikten omkring Ungdomshuset," skriver PET.
Fra slutningen af 2006 til oktober 2007 resulterede hærværk og demonstrationer i ca. 1.600 anholdelser, viser PET's opgørelse.
På den yderste højrefløj er det racistiske og anti-muslimske grupperinger, der dominerer. Målet med højreekstremisternes demonstrationer og kampagner er ifølge PET at et "etablere et modsætningsforhold mellem den brede befolkning og etniske minoriteter."
I årsberetningen beskriver PET en række af de aktiviteter og opgaver, som efterretningstjenesten har beskæftiget sig med i 2006 og 2007.
Læs også: White Pride og antifascister kæmper i gaderne
Følg JP Århus' serie: En rejse ind i ekstremismen
Annonce:
Annonce:
Annonce: