Offentliggjort 13.11.08 kl. 10:50 - opdateret kl. 13:48
Der var ballade i retten på Frederiksberg, da to unge mænd fik henholdsvis 12 og 8 års fængsel for drabet på den 19-årige Patrick Nicolajsen Steffin.
De to unge mænd på 17 og 19 år, der begge har indvandrerbaggrund, fik henholdsvis 12 og 8 års fængsel for knivdrabet. De var sigtet for henholdsvis udførelse af mordet og medvirken til det.
Umiddelbart efter domsafsigelsen ankede begge mænd dog dommen.
Retssagen fik i øvrigt en dramatisk begyndelse på dagen, da en gruppe af de sigtedes tilhørere blev forvist fra retssalen på grund af tilråb og hærværk.
Retssalen på Frederiksberg var tætpakket, da 10 af de tiltaltes venner blev irettesat af dommeren for at grine, råbe og være truende i deres adfærd.
"Luderland, lorteret og luder," råbte de, inden dommeren ikke så anden udvej end at forvise dem fra salen. På vej ud nåede de også at smadre et vindue i retssalens dør , ligesom nogle journalister også fik en trussel med på vejen.
"Du er en luder, og jeg smadrer dig, hvis du skriver noget dårligt".
Kort efter klokken 13 var roen genoprettet, og de tiltalte kunne få deres dom.
Drabet på Patrick Nicolajsen Steffin fandt sted natten til den 8. marts i skolegården på Voldparkens Skole i Brønshøj, hvor de to mordere tildelte offeret en række knivstik under et halvtag i skolegården. Her hang Patrick Nicolajsen Steffin ud med nogle af sine venner.
Hårdt såret af stikkene lykkedes det alligevel for ham at løbe fra de to mordere og selv tilkalde en ambulance. Han døde dog efterfølgende på hospitalet af kvæstelserne fra et 12 cm dybt stik i det ene bryst.
Senere har videoen fra skolegårdens overvågningskamera vist, hvordan de to unge mordere nøje havde planlagt deres gerning. Den viser ikke selve overgrebet, men til gengæld hvordan de to i bil bakker ind i gården for at kunne flygte umiddelbart efter overfaldet, der blev eksekveret på blot ti sekunder.
På baggrund af disse billeder, hvor bilens nummerplade var synlig, kunne politiet anholde de to gerningsmænd i løbet af få timer.
Under retssagen på Fredriksberg har de dømte fortalt, hvordan de købte to knive, der skulle bruges til at overfalde Patrick Nicolajsen Steffin. De forklarede, at de ikke havde til hensigt at slå offeret ihjel, men blot true ham, fordi han havde drillet dem.
Annonce:
Annonce:
Annonce: