Offentliggjort 03.01.09 kl. 07:40
Ifølge de sårede selv, udtrykte tilskuere deres jubel, da to skudofre blev kørt væk fra skudepisode i Rosengårdcentret i Odense.
Med mørke skygger under øjnene og et langt, sort hår samlet i en hestehale ligger 26-årige Itai i sygesengen på Odense Universitetshospital. Blikket er flakkende, men ordene strømmer ud.
- Da vi blev båret ind i ambulancen, hørte jeg flere, der jublede over det, der var sket, fortæller han til Fyens Stiftstidende.
Sammen med kammeraten i sengen ved siden af, landsmanden og den jævnaldrende Meny, blev han skudt ned i Rosengårdcentret i Odense onsdag kort før klokken 15.30.
Efter at have råbt på arabisk skød gerningsmanden Itai i benet med en pistol. Sekundet efter affyrede han endnu et skud, der ramte Meny i armen.
De to israelske skudofre, der ikke vil have deres fulde navn i avisen, vurderer, at manden nåede at affyre fem-seks skud, inden han løb ud af centret og stak af i en sort Audi.
Politiet sigtede nytårsdag en 27-årig mand for drabsforsøg og betegner episoden som politisk motiveret. Den sigtede er varetægtsfængslet for foreløbig fire uger. Itai, der blev ramt i sin venstre læg, er ikke i tvivl. Han ser en klar sammenhæng mellem krigen i Mellemøsten og overfaldet i centret, hvor de to israelere siden oktober 2008 har arbejdet med at promovere og sælge cremer og helseprodukter. Da avisen ankommer til Odense Universitetshospital, er de to israeleres stue da også bevogtet af uniformerede betjente.
- Vi er blevet chikaneret flere gange af arabere, der har opsøgt os i grupper på 8-10 stykker ad gangen. De har aldrig slået os, men de har truet os, spyttet efter mig og råbt "dræb alle jøder" og "fuck Israel" og sådan nogle ting, siger Itai.
Da konflikten for alvor blussede op i Gaza, tog chikanerierne til. - Før var det måske et par gange om måneden, men i de sidste dage op til og mellem jul og nytår, var det flere gange om ugen, fortæller Itai.
Kilde: Fyens Stiftstidende
Annonce:
Annonce:
Annonce: