
Arkivfoto
Offentliggjort 22.02.09 kl. 18:31 - opdateret kl. 19:08
En yngre dansk mand fik efter eget udsagn sideruden sparket ind og blev stukket med kniv i armen, da han holdt stille i sin bil på Ågade i København her til aften.
Omstændighederne omkring overfaldet er endnu usikre, men politiet undersøger, om der er en forbindelse til opgøret mellem Hells Angels og kriminelle bander, bekræfter den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Søren Wiborg.
- Jeg vil ikke spekulere i motiv. Det er ved at blive undersøgt, om det har relationer til bandegrupperinger, men det kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger Søren Wiborg.
Han har ikke oplysninger om den overfaldnes alder eller eventuelt tilhørsforhold til Hells Angels. Den yngre mand er uden for livsfare efter opgøret.
- Han får en alvorlig blødning i armen og er siden blevet behandlet på Bispebjerg. Han er nu ved at blive afhørt af politiet, siger Søren Wiborg.
Der var to andre personer i bilen, som begge er uskadte. Den yngre mand kørte i en beige Chrysler og blev angiveligt overfaldet af en gruppe indvandrere, der kørte i en blå Nissan Primera. Ifølge politiets oplysninger var der mindst to overfaldsmænd. Politiet efterlyser vidner til episoden.
Annonce:
Annonce:
Annonce: