Offentliggjort 17.05.09 kl. 10:40
Porsche, Ferrari og Bentley var på tilbud hos autoforhandler fra Storkøbenhavn. Bag handlerne ligger systematiske lovovertrædelser, mener politiet.
En autoforhandler har været et dyrt bekendtskab for statskassen, mener Skat og politiet. Han har snydt det offentlige for 21 millioner kroner, da han skaffede biler som Porsche, Ferrari, Mercedes-Benz og Bentley til velhavende kunder, lyder påstanden.
Forhandleren, der er fra Amager, havde en særpræget forretning, fordi salget af de eksklusive varer foregik stort set uden annoncering, fortæller politikommissær Lars Jacobsen i Københavns Politi.
Åbenbart rygtedes det hurtigt blandt bilentusiaster med smag for de dyre transportmidler, at der var fordelagtige handler at gøre.
- Han har erkendt nogle af forholdene, siger Lars Jacobsen.
I alt handler anklagen om 45 bilhandler foretaget i løbet af foråret 2007. Alle biler blev købt i Tyskland, men da forhandleren skulle anmelde importen til Skat, brugte han nogle fiktive faktura'er, mener politiet. Her var prisen langt lavere - for eksempel 800.000 kroner for en bil, som der reelt var givet 1,1 mio. kroner for.
Manøvren betød, at regningen for registreringsafgift og moms blev langt lavere, end den burde have været, mener myndighederne.
- Det har været en stor efterforskning med gennemgang af et omfattende materiale, siger politikommissær Lars Jacobsen. Betjentene har også talt med samtlige kunder, der købte bilerne af forhandleren.
- De fleste betalte kontant i to rater, først ved bestillingen og derefter leveringen. Det er en særlig kundekreds, konstaterer politikommissæren.
Samtlige ejere har fået krav om betaling af de manglende afgifter, og enkelte risikerer selv at blive stillet for retten.
- I nogle tilfælde har de sparet så mange penge, at vi mener, at de vidste, at prisen ikke var realistisk, siger Lars Jacobsen. En håndfuld ejere er derfor blevet sigtet.
Det var Skat, som fattede mistanke til handlerne med de nye biler. I de videre undersøgelser har også de tyske myndigheder været involveret.
Hvornår, Københavns Byret tager stilling til anklagen mod autoforhandleren, vides endnu ikke.
/ritzau/
Annonce:
Annonce:
Annonce: