Arkivfoto: Ilan Brender
Offentliggjort 04.07.09 kl. 09:50
Den 21-årige Marianne Kruse Bro blev vred, da hun fredag så fem maskerede mænd begå røveri mod personalet ved guldsmedebutikken M. C. Mortensen i Herning. Så da den ene røver tog flugten ad Skolegade, kastede hun sig på cyklen og fulgte efter ham med politiet i mobilen.
Selv da røveren ved sygehuset vendte sig om og truede hende, gav den unge kvinde ikke op.
- Han råber noget, jeg ikke kan forstå, og så tager han sig til lommen.... »Fuck, han har et våben«, tænker jeg, fortæller Marianne Kruse Bro, der dog alligevel fulgte røveren hen til flugtbilen ved skadestuen. Selvom han nu kører i en grå Audi, fortsætter hun den dramatisk jagt efter ham ad Møllegade til Dronningens Boulevard, hvor en politipatrulje tager over. Dog uden at få kontakt til flugtbilen, der forsvinder.
Røveriet, der foregik fredag 11.55, var dramatisk og voldsomt. Personalet og kunderne blev med en pistol truet til at lægge sig ned på gulvet i forretningen. Mens to-tre røvere knuste montrerne med de dyre ure, blev de skræmte medarbejdere og kunder holdt i skak af to andre røvere. Efter røveriet delte røverne sig op. Manden med udbyttet løb ad Skolegade med Marianne Kruse Bro i hælene, mens de fire andre løb mod Dalgasgade.
Politiet fandt senere fredag den grå Audi udbrændt. Den blev fundet i en skov mellem Vejle og Kolding.
Kilde: Herning Folkeblad
Annonce:
Annonce:
Annonce: