
Offentliggjort 24.10.09 kl. 08:17
Et chatsted for unge har taget barske metoder i brug for at stoppe angiveligt pædofile brugere.
Torsdag opsøgte ejer af NationX, Martin Bay, selv en 29-årig sønderjyde og filmede konfrontationen for at skræmme ham og andre, skriver JydskeVestkysten.
- Der blev klaget over, at han havde skrevet noget et offentligt sted inde på hjemmesiden. Da jeg tjekker hans private mail, kan jeg se, at han har kontaktet virkelig mange unge piger, og i en af en de første samtaler, jeg faldt over, da prøvede han at fiske nogle nøgenbilleder ud af en 12-årig pige, siger Martin Bay, der vil lægge videoen ud på hjemmesiden her til morgen i sløret form.
Han har tidligere kontaktet politiet, da han øjnede en mulig, pædofil bruger og blev efter eget udsagn ringet op et halvt år senere af en betjent. På det tidspunkt havde han slettet brugerens profil og til gengæld fået øje på den 29-årige sønderjyde og spurgte, om politiet ikke kunne gøre noget ved ham i stedet.
- Efter lang tids samtale med politimanden fandt jeg ud af, at det bedste, det var sådan set bare at slette ham, fordi politiet ikke kunne gøre noget ved det, siger Martin Bay, der er klar til at opsøge og filme andre pædofile.
Den 29-årige sønderjyde har ifølge Martin Bay udvist en typisk adfærd hos pædofile, der forsøger at vinde børns tillid og etablere kontakt. Red Barnet kæmper ihærdigt for at undgå netop det, men fremgangsmåden er helt forkert, mener projektkoordinator Dieter Carstensen.
- Det er at lave selvjustits baseret på nogle etiske, moralske rammer. Vi kan overhovedet ikke acceptere, at man tager loven i egen hånd. Det skal gå via rigspolitiet og domstolene, siger han. I stedet bør man give den 29-årige en udvej i form af rådgivning eller behandling, så han kan tøjle sine tanker om børn, mener Dieter Carstensen.
Kilde: JydskeVestkysten
Annonce:
Annonce:
Annonce: