Foto: Ole Lind
Offentliggjort 27.10.09 kl. 15:49 - opdateret kl. 17:01
Det amerikanske justitsministerium oplyser, at to mænd fra Chicago er blevet anholdt for planer om terrorattentat mod Jyllands-Posten.
To personer, som efter FBI’s og PET’s vurdering var i gang med at forberede omfattende terrorrelaterede angreb mod konkrete mål i Danmark, heriblandt Jyllands-Posten, er blevet anholdt og fængslet i USA.
Den ene blev anholdt i Chicago den 3. oktober 2009 efter et tæt samarbejde mellem PET og FBI. Den anden blev anholdt den 18. oktober 2009.
”I PET ser vi på denne sag med meget stor alvor. Den ene af de anholdte har et omfattende netværk blandt ledende militante ekstremister i Pakistan, som ikke blot ønsker at ramme Danmark, men som også tidligere har vist, at de har kapaciteten til at udføre hensynsløse terrorhandlinger”, siger chefen for PET Jakob Scharf.
Som led i planlægningen af terrorangrebene mod Danmark har en af de anholdte bl.a. besøgt Danmark to gange i år for at rekognoscere og udpege terrormål. Seneste besøg var i juli 2009, hvor den nu anholdte bl.a. har optaget detaljerede videosekvenser fra København.
De anholdte har i forbindelse med planlægningen været i tæt kontakt med personer fra de militante terrornetværk Lashkar-e-Taiba (LeT), Al Qaida og Harakat-ul-Jihad Islami (Huji), og en af de anholdte havde planlagt yderligere et besøg til Danmark i slutningen af oktober 2009.
”De anholdte har været tæt overvåget af de amerikanske myndigheder. Sideløbende har der fra PET’s side været iværksat en lang række efterforskningsskridt. Det er PET’s og FBI’s vurdering, at man med anholdelserne og afdækningen af terrorplanerne har mindsket risikoen for angrebet. PET og de amerikanske myndigheder fortsætter imidlertid den intensive efterforskning for at imødegå truslen”, siger Jakob Scharf.
Efter PET’s opfattelse har terrorangrebet ikke været umiddelbart forestående, men PET vil som led i den fortsatte indsats tage kontakt til dem, som terrorplanerne er rettet imod, for at skærpe sikkerheden i forhold til disse mål.
PET har bl.a. på baggrund af den konkrete sag justeret den vurdering af terrortruslen mod Danmark, som offentliggøres på PET’s hjemmeside. PET har ikke i den forbindelse fundet anledning til at ændre trusselsniveauet, som i forvejen afspejler det alvorlige trusselsbillede, Danmark står overfor.
PET oplyser, at de afholder et pressemøde i PETs hovedkvarter kl. 18:00 om terrorplanerne.

29. december 2010
Fem mænd anholdes, heraf de fire i Storkøbenhavn, mistænkt for at planlægge terror mod Jyllands-Postens lokaler i København. Seneste nyt.
28. september 2010
En irakisk kurder, der siden juli har siddet fængslet i Norge for terrorplaner, erklærer, at målet var Jyllands-Posten. Seneste nyt.

September 2010
Københavns Politi anholder en 24-årig tjetjener, der kort forinden ved en fejl har detoneret en hjemmelavet bombe på et toilet på Hotel Jørgensen. Seneste nyt.
Juni 2010
Det kommer frem, at to mænd i Nordafrika angiveligt er anholdt for terrorplaner mod Westergaard.

Januar 2010
Kurt Westergaard bliver angrebet i sit hjem af en somalisk øksemand. Westergaard når at redde sig i sikkerhed i sit beskyttelsesrum.

Oktober 2009
Amerikansk politi anholder de amerikanske statsborgere David Headley og Tahawwur Rana i Chicago og sigter dem for planlægning af et terrorangreb mod Jyllands-Posten i København, hvor ansatte bl.a. skulle have hugget hovederne af. De anklages også for planlægningen af Mumbai-angrebet, hvor mindst 166 blev dræbt. Seneste nyt.
Læs: JP-journalister skulle halshugges
Februar 2008
Tre mænd bliver anholdt på en mistanke om, at de planlagde et drab på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard som hævn for hans tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.