Tegning: Rasmus Sand Høyer
Offentliggjort 04.01.10 kl. 16:12 - opdateret kl. 19:50
Den 28-årige somalier, som er sigtet for dobbelt drabsforsøg, ville ikke slå Kurt Westergaard ihjel. Det har somalieren fortalt sin advokat.
Det var slet ikke hensigten at slå tegneren Kurt Westergaard ihjel, da en 28-årig somalier fredag aften trængte ind i tegnerens hjem med kniv og økse.
Sådan lyder forklaringen fra den sigtede somalier, efter at han nu har holdt sit første møde med sin forsvarsadvokat, Niels Christian Strauss.
Den 28-årige er både sigtet for drabsforsøg mod Kurt Westergaard og den politibetjent, som skød somalieren efter den dramatiske aften i Viby ved Århus.
»Jeg er mødtes med min klient, og vi har drøftet tingene igennem. Resultatet er, at han fortsat nægter sig skyldig. I og med at han nægter sig skyldig, fastholder han også, at det ikke har været hans hensigt at slå Kurt Westergaard ihjel,« siger advokat Niels Christian Strauss.
Advokaten ønsker ikke at uddybe, hvad hans klient så lavede i Kurt Westergaards hjem med en økse.
Den 28-årige somalier nægtede sig også skyldig i anklagerne i byretten i Århus lørdag, da han blev varetægtsfængslet i fire uger. Han har også nægtet at lade sig afhøre.
Politiet undersøger for øjeblikket, om man kan udvide sagen fra mordforsøg til også at omfatte straffelovens terrorbestemmelse.
»Det næste skridt ligger hos politiet og den videre efterforskning. Derefter skal vi tage stilling til, om min klient ønsker at afgive forklaring til politiet,« siger Niels Christian Strauss.
Advokaten siger, at det ikke er unaturligt, at den sigtede ikke vil lade sig afhøre:
»Vi har kun fået ganske få rapporter om sagen, og man skal naturligvis også have forberedt sig ordentligt,« siger Niels Christian Strauss.
Tegneren Kurt Westergaard undrer sig over, at somalieren bedyrer sin uskyld.
»Så kan jeg vel spørge, hvorfor han smadrede min rude i stedet for at ringe på døren, som andre gør. Jeg forstår heller ikke, hvorfor han forsøgte at smadre mit sikrede rum med en økse, mens han råbte trusler. Det er jo lidt mærkeligt,« siger Kurt Westergaard.
Den 28-årige somaliske mand er iøvrigt blevet overført fra Vestre Fængsel til et hospital i Københavnsområdet, oplyser TV2 Nyhederne.
Overfaldsmanden blev skudt af politiet i både arme og ben og var i første omgang indlagt på Vestre Hospital, der er placeret i Vestre Fængsel og fungerer som landsdækkende fængselssygehus. Men her måtte man opgive at standse mandens blødninger, så han blev søndag overført til et andet hospital. Mandens tilstand er stabil, oplyser politiet til Ritzau.
Mandens sygestue er døgnbevogtet af politiet, så han stadig er isoleret fra omverdenen. Retten valgte nemlig at varetægtsfængsle manden i isolation de første to uger.
"Vi er kede af, at mange muslimer har betragtet de 12 tegninger i JP som en krænkelse af profeten Muhammed (...) Hverken den danske regering eller det danske folk har nogen som helst intentioner om at krænke muslimer eller medlemmer af nogen anden trosretning."
"De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde."
"Det har aldrig været Politikens hensigt med genoptrykningen af Karikaturtegningen at krænke muslimer i Danmark eller andre steder. (...) Vi undskylder over for alle, der er blevet krænket af vores beslutning om at genoptrykke Karikaturtegningen".