Offentliggjort 20.01.10 kl. 19:59 - opdateret kl. 20:40
Dna-prøver renser 48-årig mand fra Herning for al mistanke i sagen om drabet på Maria Møller Chrisensen.
* 1. januar kort efter midnat går den 20-årige Maria Møller Christensen fra en fest i Museumsgade kun iført T-shirt, nederdel og strømpesokker. Festen finder sted kun få hundrede meter fra hendes hjem, men hun mister tilsyneladende orienteringen undervejs.
* Om formiddagen nytårsdag bliver hun fundet kvalt og seksuelt misbrugt i en gang ved en vaskekælder.
* 2. januar anholder Midt- og Vestjyllands Politi en 48-årig mand, som bor i ejendommen over vaskekælderen. Han bliver sigtet for drabet.
* 3. januar bliver manden fremstillet i et lukket grundlovsforhør i Herning. Han bliver varetægtsfængslet frem til 29. januar.
* 20. januar bliver den 48-årige løsladt og sigtelsen mod ham frafaldet. Midt- og Vestjyllands Politi beklager og siger, at efterforskningen nu fortsætter af andre spor.
Kilde: Ritzau
Ikke længere mistænkt.
Det er meldingen om den 48-årige mand fra Herning, der siden lørdag den 2. januar har siddet varetægtsfængslet - sigtet for drabet på den blot 20-årige Maria Møller Christensen nytårsnat.
Han blev onsdag aften hentet af sin familie og er nu en fri mand, bekræfter hans forsvarer, advokat Morten Wagner, til TV2 News.
"Man har nu fået svar på de biologiske spor, man har taget - dna-prøver og så videre, og det viser med al ønskelig tydelighed, at min klient ikke kan være gerningsmanden. Der er masser af spor, men ikke et eneste fra min klient," siger Morten Wagner.
Han fortæller, at den 48-årige mand har været "dybt ulykkelig" over varetægtsfængslingen.
"Som det er sket for så mange mennesker i den situation, så er han tilsidst begyndt at tvivle på sig selv: Har jeg virkelig gjort det her?" siger Morten Wagner.
Politiet beklager, at manden overhovedet er blevet anholdt.
"Det er dybt beklageligt, at de oplysninger, vi havde på daværende tidspunkt i efterforskningen, gav anledning til at anholde og sigte manden," siger efterforskningsleder Ole Henriksen til TV2 Midt/Vest.
"Vi fortsætter nu efterforskningen ud fra alle de andre oplysninger, vi har i sagen," siger Ole Henriksen.
Maria Møller Christensens far, Frede Christensen fra Herning, har tidligere taget et opgør med de personer, der på internettet havde offentliggjort detaljerede oplysninger om den 48-årige mand.
"Der er ingen i vores familie, der kender ham. I mine øjne er han ikke skyldig, før han bliver dømt," sagde Frede Christensen til Herning Folkeblad den 6. januar.
Dengang var mere 30.000 danskere medlem af en Facebook-gruppe, hvor mandens navn blev offentliggjort.
"Det bør man ikke gøre i et retssamfund. Jeg har det ikke godt med de ting, der bliver skrevet om ham. Vi ved jo slet ikke endnu, om han er skyldig," sagde Frede Christensen til Herning Folkeblad.
Maria Møller Christensen blev formentlig dræbt sent om natten nytårsaften. Hun blev fundet kvalt med et par strømpebukser og seksuelt misbrugt i gangen til en vaskekælder i den ejendom på Rolighedsvej, hvor manden har sin bopæl.
Den 48-åriges advokat vil nu undersøge muligheden for at få erstatning for uberettiget fængsling.
"Og det bliver til den forhøjede takst, som man anvender, når der er tale om meget alvorlig kriminalitet," siger Morten Wagner til TV2 News.
Annonce:
Annonce:
Annonce: