Offentliggjort 21.01.10 kl. 13:39
Politiet gennemgår vidner igen for at finde den mand, som myrdede Maria Møller Christensen.
Efter at en dna-undersøgelse har frikendt en 48-årig herningenser for mistanke, må Midt- og Vestjyllands Politi gennemgå sit materiale igen for at se, om der skulle være spor mod en ny mistænkt i sagen om den 20-årige Maria Møller Christensen.
Hun forsvandt fra en nytårsfest kort efter kl. 00.00 den 1. januar og blev senere fundet død i en vaskekælder. Den 20-årige var blevet udsat for en seksualforbrydelse og derefter kvalt med sine egne strømpebukser.
Dagen efter blev en 48-årig mand fra den opgang, som hører til vaskekælderen, anholdt og sigtet i sagen.
Han blev varetægtsfængslet i et grundlovsforhør 3. januar, men blev i går løsladt, da han ikke matchede det dna-spor, som gerningsmanden har efterladt.
Dermed står politiet uden en morder.
»Det giver anledning til, at der er en række vidner og ting, som vi skal have fat på igen,« siger efterforskningsleder Ole Henriksen, Midt- og Vestjyllands Politi.
LÆS OGSÅ: Facebook-hadegruppe i Herning-drabssag kritiseres
Derudover skal det bl.a. undersøges, hvem der - udover den tidligere sigtede - har haft adgang til vaskekælderen.
»Vi skal have styr på de nøgler, der måtte være i beboelsen. Og når vi får DNA-erklæringen skal vi internt se, hvad det giver anledning til: Kan vi klarlægge en anden mand ud fra det, eller kan vi bare bruge det til at udelukke med?« lyder det fra Ole Henriksen.
LÆS OGSÅ: Politi: Dybt beklageligt forløb Mariasag
Politiet arbejder også med 200 timers overvågningsvideo, som er indsamlet fra forretninger m.v. i Hernings centrum. Og så eftersøger man stadig to bestemte mænd:
»Et vidne har fortalt, at hun kom gående på fortovet, mens to mænd bagefter - uafhængigt af hinanden - gik bagefter i samme retning. De har stadig ikke meldt sig,« fortæller Ole Henriksen.
Han vil ikke oplyse, hvad der i første gang ledte politiet i retning af den 48-årige, da disse oplysninger i sin tid blev fremlagt på et lukket retsmøde.
LÆS OGSÅ: EBs chefredaktør: Vi har ikke fortrudt
Annonce:
Annonce:
Annonce: