Offentliggjort 12.03.10 kl. 11:07
En dansk kaptajn blev torsdag skudt ned under et fejlslagent røveriforsøg i Brasilien.
Kaptajnen og en kollega havde været ude at spise i den brasilianske by Salvador og stod og ventede på en taxa, da to unge mænd forsøgte at begå røveri imod dem.
Noget gik tilsyneladende galt. I hvert fald blev kaptajnen ramt af et skud.
"Kuglen rammer kaptajnen i brystet, men går ud igen ved skulderen. Ingen vitale organer er ramt," fortæller Hans Bøving, kommunikationschef i rederiet DS Norden, som kaptajnen arbejder for.
Kaptajnen er blevet overført til et privathospital.
"Her er han blevet opereret, og der bliver taget hånd om ham. Som vi har fået det oplyst, har han det efter omstændighederne godt, og hans familie er på vej," siger Hans Bøving til jp.dk.
Kollegaen kom ikke noget til under røveriforsøget.
Det var langt fra første gang, at kaptajnen, som sejlede med et produkttankskib, var på tur.
"Han er vant til at passe godt på sig selv under fremmede himmelstrøg, men det understreger bare, at der er steder i verden, hvor du kan være nok så påpasselig og alligevel blive overfaldet," siger Hans Bøving.
DS Norden har ofte skibe, der sejler til Brasilien, men Hans Bøving kender ikke til lignende overfald i "nyere tid".
En ny kaptajn kommer ombord på skibet fredag, og i løbet af aftenen sejler det videre til den brasilianske by Sao Luis.
Annonce:
Annonce:
Annonce: