Arkivfoto: Colourbox
Offentliggjort 20.08.10 kl. 10:21
En 14-årig vestsjællandsk pige blev slået og sparket, mens gerningsmænd gennemsøgte hendes lommer.
Et groft røverilignende overfald fandt torsdag sted på en skolesti i Svebølle tæt på Kalundborg, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Her overfaldt to ukendte gerningsmænd en 14-årig pige, som var på vej tilbage til den lokale skole efter et frikvarter og et besøg i et nærliggende indkøbscenter.
"De overdænger hende med slag og spark, og det udvikler sig til et røveri, fordi de gennemroder hendes lommer," siger Carsten Andersen, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, til jp.dk.
Efter overfaldet nåede pigen tilbage til skolen, hvor en lærer fik alarmeret politi og forældre.
Pigen, som aldrig havde set gerningsmændene før, var stærkt chokeret efter røveriet, oplyser politiet.
"Hun har også fået trykket et ribben og slået hovedet," oplyser Carsten Andersen.
Politiet efterlyser de to overfaldsmænd og hører meget gerne fra vidner, der har oplysninger i sagen.
"Der er tale om et lille lokalsamfund, og derfor er der måske nogen, der har bemærket de to personer," siger Carsten Andersen.
Den ene beskrives som en mand af sydlandsk udseende, 17 - 18 år gammel og ca. 190 cm. høj. Han er spinkel af bygning med sort overskæg og var iført en hvid hættetrøje uden lynlås og med en rød påskrift.
Desuden bar han blå cowboybukser, hvide kondisko og er muligvis tatoveret på højre håndled.
Den anden mand beskrives ligeledes som en sydlandsk udseende mand på ca. 16 - 17 år og ca. 175 cm høj. Han er almindelig af bygning og var iført en sort hættetrøje uden lynlås samt mørkeblå cowboybukser og korte ridestøvler.
Annonce:
Annonce:
Annonce: