
"Jeg snyder ikke på nogen måder," siger direktøren for Handihelp, der har ansat sin bror som assistent og skænket ham en dyr bil. Foto: JP
Offentliggjort 13.01.11 kl. 21:29
En virksomhed er politianmeldt for svindel med skattekroner.
TV 2-programmet Operation X handlede torsdag aften om firmaet Handihelp A/S, der mistænkes for omfattende svindel.
Virksomheden fakturerer ifølge TV 2 kommunerne for mere arbejde, end virksomheden har udført. Det har de eksempelvis gjort ved at tage betaling for vikartimer, der takseres højere, men som ikke har fundet sted.
Det bekræfter kommunerne efter at have talt med borgerne, der afviser at have fået vikarhjælp.
En tidligere medarbejder i virksomheden bekræfter den fiktive bogføring.
"Der var den faktiske faktura, og så en anden, der blev sendt ud til kommunerne. På den til kommunen stod en masse vikartimer, selv om der ikke var vikarer ude på ordningerne. En times arbejde koster normalt kommunen 236 kr., hvorimod en vikartime bliver faktureret til 475 kroner, hvilket jo er noget af en forskel," siger hun ifølge TV 2 og eb.dk.
Flere kommuner bekræfter over for Operation X, at der har fundet overbetaling sted til Handihelp A/S.
Operation X har desuden fået fingrene i interne dokumenter fra Handihelp A/S. Her fremgår det, at direktøren for virksomheden Sabit Tüfeckis, der selv har muskelsvind og har brug for handicaphjælp, har ansat sin egen mor og bror med en løn på 75.000 kr.
De to familiemedlemmer er ansat til at tage sig af Sabit Tüfeckis, men ifølge Operation X bliver direktøren passet af helt andre medarbejdere.
Broderen er desuden blevet set fremvise en sort Lamborghini til direktøren samt andre medarbejdere i Handihelp A/S.
Det er Københavns Kommune, der har anmeldt Sabit Tüfeckis.
Men direktøren Sabit Tüfeckis afviser, at virksomheden svindler med kommunens penge.
"Jeg snyder ikke på nogen måder. Det er ikke for at gøre noget ulovligt, men for at gøre den persons liv bedre," forklarer han om den høje løn og Lamborghinien ifølge tv2.dk.
Annonce:
Annonce:
Annonce: