
»Vi får et klima, som ligger tæt på det, vi kender i Nordfrankrig. Så vi kan se frem til at kunne få et større udbytte på markerne og dyrke vin, som i kvalitet ligger tæt på disse områders, fordi sæsonen bliver længere,« siger Jørgen E. Olesen til 24timer. Arkivfoto
Offentliggjort 19.11.07 kl. 08:04
Klimaforskere mener, at den globale opvarmning vil isoleret set have begrænset negativ effekt på Danmark.
Det er snart slut med at skovle sne om vinteren og fryse om sommeren. Til gengæld er der udsigt til varmere sommer og bedre muligheder for at dyrke grøntsager eksempelvis i egen baghave, skriver 24timer.
I hvert fald hvis man skal tro to af landets førende klimaforskere, efter at FN's klimapanel i weekenden kaldte den globale opvarmning for den største udfordring, som verden står over for.
»I den sammenhæng ligger Danmark i et smørhul. Vi kan sagtens tåle de temperaturstigninger, som rapporten forudser,« siger Jørgen E. Olesen, der er forskningsprofessor ved det jordbrugsvidenskabelige fakultet ved Aarhus Universitet og medlem af FN's klimapanel.
»Vi får et klima, som ligger tæt på det, vi kender i Nordfrankrig. Så vi kan se frem til at kunne få et større udbytte på markerne og dyrke vin, som i kvalitet ligger tæt på disse områders, fordi sæsonen bliver længere,« siger Jørgen E. Olesen til 24timer.
Til gengæld vil de højere temperaturer betyde, at vejret bliver en smule mere omskifteligt med kraftige regnbyger og storme, som Danmark allerede har oplevet i de seneste år. Forskningsleder på Danmarks Meteorologiske Institut Jens Hesselbjerg Christensen er enig i den vurdering.
»Klimaændringerne vil have en begrænset effekt på Danmark isoleret set. Vandet vil stige en smule, men ikke mere, end vi tidligere har oplevet. Det kan vi sagtens forebygge os ud af ved eksempelvis at bygge diger eller udvide kloaknettet,« siger han.
Kilde: 24timer
Annonce:
Annonce:
Annonce: