Offentliggjort 18.02.08 kl. 22:49
Hundredtusindvis af danskere, der dagligt plages af voldsom trafikstøj, kan godt begynde at glæde sig.
En ny type asfalt, der i forhold til støj har samme effekt, som hvis trafikken med et slag blev halveret, er på vej.
Asfalten er allerede lagt ud på flere nye motorvejsstrækninger, ligesom bl.a. Københavns Kommune har kig på mulighederne for at reducere trafikstøjen markant.
»Den nye støjsvage asfalt reducerer støjen med tre-fire decibel. Det svarer til, at man reducerede trafikmængden til det halve eller satte farten for alle køretøjer ned med 20-30 km/t.,« forklarer seniorforsker Hans Bendtsen fra Vejteknisk Institut under Vejdirektoratet, der forventer, at en stor del af den fremtidige asfalt vil blive af den støjdæmpende type.
I modsætning til tidligere er både pris og holdbarhed nogenlunde den samme som med traditionel asfalt.
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) er begejstret.
»Det er den slags ting, der gør indtryk. Støjdæmpende asfalt er én af de allervigtigste ting i forhold til regeringens mål om at få nedbragt støjen,« siger miljøministeren.
Han præsenterer i dag fire nye initiativer, der skal hjælpe beboerne i de 700.000 boliger, der i dag er plaget af støj.
»Med et nyt støj-danmarkskort vil vi kortlægge, hvor støjen kommer fra. Vi begynder i hovedstaden, og jeg forventer mig meget af støjkortet, især i de større byer, hvor støjen kan være med til at forkorte menneskers levealder. Samtidig vil vi fortælle om støj-partnerskaber, hvor kommuner og staten går sammen med private borgere om at løse støjproblemer. Desuden vil vi udvide kendskabet til, hvordan man kan få nedbragt støjen,« oplyser Troels Lund Poulsen.
Ved udgangen af 2008 eller senest i begyndelsen af 2009 vil regeringen præsentere en egentlig støjhandlingsplan.
Annonce:
Annonce:
Annonce: