
Offentliggjort 04.12.08 kl. 10:08
Silkeborg føler sig godt og grundigt svigtet af både regeringen og Dansk Folkeparti med den aftale om byens motorvejsprojekt, som er lavet sammen med De Radikale.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lovede for to år siden, at "vi vil være meget lydhøre og strække os langt" med udformningen af linjeføringen gennem Silkeborg, som han egenhændigt gennemtrumfede på bekostning af en linjeføring uden om byen. Men det har regeringen ikke gjort i og med, at byen kun får en og ikke to nye broer over Gudenå, siger Silkeborgs borgmester, Jens Erik Jørgensen (K), til Ritzau.
Borgmesteren klandrer også Dansk Folkeparti for "et rent partipolitisk spil" ved at have gennemtrumfet, at der laves en overdækning på et stræk inde i byen i stedet for en ekstra, ny bro. Silkeborg Byråd har selv afstået fra sådan en overdækning, fordi den ikke reducerer støjen mærkbart.
- Det er noget, Dansk Folkeparti har fremført krav om i forhandlingerne bare for at få sat det, der på Christiansborg hedder et fingeraftryk. Overdækningen har ingen effekt, men Dansk Folkeparti har fået vist, at de kan få deres vilje, siger Jens Erik Jørgensen.
Ritzau
Annonce:
Annonce:
Annonce: