
Offentliggjort 10.09.09 kl. 14:23
En utraditionel cykelhjelmkampagne har givet imponerende resultat i Nordjylland. Politiassistent er selv overrasket over modtagelsen.
Skaderne
Kilde: Nordjyllands Politi og Dansk Cyklistforbund.
Hvordan får man cyklisterne til at bruge cykelhjelm?
Dette gode spørgsmål har man tilsyneladende fundet et godt svar på i Aalborg:
Ved at uddele knus og derefter cykelhjelme. Så skal hovedbeklædningen nok brede sig.
Det var, hvad der skete i foråret i Aalborg, da Aalborg Kommune, Nordjyllands Politi og Dansk Cyklist Forbund iværksatte en kampagne for at få nordjyderne til at bruge cykelhjelm. Kampagnen hed ”Brug cykelhjelm, fordi vi elsker dig!”
På en video, som i øvrigt er gået verden rundt på YouTube, kan man se to politibetjente standse barhovedede cyklister, give dem et knus og venligt sætte en cykelhjelm på hovedet af dem.
Og det ser ud til, at kampagnen og videoen har virket. I 2008 brugte seks procent af cyklisterne i Aalborg centrum cykelhjelm, ifølge Rådet for Større Færdselssikkerhed.
Efter den seneste optælling ved Limfjordsbroen i slutningen af august i år viser det sig, at 44 procent af alle cyklister, som kørte der mellem klokken syv og otte, brugte hjelm.
Politiassistent Carl Aage Christensen var ham, der stod for at uddele knus i foråret. Han arbejder til daglig i Nordjyllands Politi:
- Jeg har arbejdet med trafiksikkerhed i 25 år, så jeg sagde straks ja, da jeg blev præsenteret for idéen. Men jeg må da indrømme, at det var lidt grænseoverskridende af og til. Cyklisterne blev meget overraskede, men en gav sågar et knus igen, da han havde fået en hjelm, siger Carl Aage Christensen, der sammen med sine kolleger har fået utrolig meget positiv respons fra borgerne siden kampagnen.
Se politibetjente uddele knus og cykelhjelme
Annonce:
Annonce:
Annonce: