
Offentliggjort 16.02.10 kl. 09:58
Vinteren er langt fra forbi. Danmark rammes af et nyt snefald på torsdag og i weekenden.
Torsdag morgen går det løs igen. Kong Vinter lader på ny sneen drysse ned over Danmark.
Snevejret breder sig fra det sydlige Danmark og vil give op til 10 centimeter sne i de vestlige egne. Midt- og Nordjylland kan tilmed risikere at blive ramt af snefygning. Vagthavende meteorolog ved DMI Leif Andersen opfordrer til, at der bliver udvist agtpågivenhed i trafikken.
"Selv om det ikke bliver en decideret snestorm, der rammer landet i denne omgang, vil mængden af sne alligevel kunne skabe trafikale problemer. Temperaturen kommer over frysepunktet, og det betyder, at nedbøren kan falde som slud eller tøsne," siger Leif Andersen.
Selv om danskerne for første gang i lang tid kan se frem til temperaturer over frysepunktet, vil facit efter weekenden alligevel være, at der ligger mere sne på vejene, end der gør netop nu. Det slår Leif Andersen fast:
"Der vil falde cirka 10-15 centimeter ny sne i weekenden, og det vil blive liggende, fordi temperaturen kun lige vil snige sig over nul grader. Derudover tyder det på, at vi igen i næste uge må indstille os på minusgrader over hele landet."
LÆS OGSÅ: Lun vestenvind truer kulden
Annonce:
Annonce:
Annonce: