Man må nok foreberede sig på at skulle skrabe bilruden, hvis man skal tidligt ud og køre i weekenden. Frostgraderne er nemlig på vej. Foto: JP
Offentliggjort 03.09.10 kl. 13:43
Efterårets første minusgrader kommer muligvis allerede i weekenden, siger meteorologerne.
Det bliver koldt i weekenden.
Faktisk bliver nætterne så kolde, at temperaturerne nogle steder vil kravle under frysepunktet.
"De kolde nætter fortsætter hele weekenden, og især natten til søndag bliver kold. Det kan ikke udelukkes, at vi får de første frostgrader her," siger DMI's vagthavende meteorolog, Jørgen Thomsen, til jp.dk.
Det er den aftagende vindstyrke, der er forklaringen bag de kolde nætter.
"Når der ikke er meget vind, som i weekenden, får vi det kolde vejr. Derfor er det også koldere, jo længere man er fra kysterne, specielt i Midtjylland," siger Jørgen Thomsen.
Det stillestående vejr kan flere steder betyde kraftig tåge.
Men det er nu slet ikke unormalt, at frostgraderne rammer det danske land netop nu.
"Vi har før tidligere set, at de første frostnætter allerede er kommet i august, men det er helt klart, at september er det mest almindelige tidspunkt," forklarer meteorologen.
I næste uge betyder øget vindstyrke dog, at nattetemperaturerne igen vil bevæge sig opad til 8-10 grader.
Annonce:
Annonce:
Annonce: