
Offentliggjort 26.01.12 kl. 09:19
To gange inden for kort tid måtte Østjyllands Politi rykke ud til sammenstød. Syv biler skadet.
I alt syv biler fik skader, da der inden for et kort tidsrum omkring kl. 8 skete to uheld på de østjyske veje.
På E45 Nordjyske Motorvej mellem frakørsel 44 Hadsten og motorvejskryds Aarhus Nord var fire biler involveret i et harmonikasammenstød, og på Djurslandmotorvejen mellem frakørsel 20 Skejby og motorvejskryds Aarhus Nord stødte tre biler sammen.
"Der er udelukkende tale om materielle skader," siger vagthavende ved Østjyllands Politi Bo Christensen til Jp.dk.
Ifølge Bo Christensen skete de to uheld, som altså ikke havde noget med hinanden at gøre, i forbindelse med kødannelser.
"Vi har haft patruljer ude på begge steder for at sikre, at der ikke skete yderligere uheld," siger Bo Christensen.
I forbindelse med begge uheld var venstre spor i en periode spærret, men der er nu blevet ryddet op.
Annonce:
Annonce:
Annonce: